Maria fra Hirtshals får hjulene til at rulle på stort dansk cykelhold
Foto: Jesper Mortensen, TV2 Nord
Når cykelrytterne fra det danske hold Team Coloquick skal blive klar til løb, kræver det mere end bare hård træning. Det hjælper Maria Jeppesen fra Hirtshals med.
- Nogen kalder det alt det, de andre ikke gider at lave, og andre kalder det rytternes mor, siger Maria Jeppesen med et grin, når hun fortæller om sin jobtitel.
Hun arbejder som soigneur på det danske cykelhold Team Coloquick, og titlen indebærer lidt af hvert. Hun står både for at massere rytterne og for at ordne madpakker og sørge for, at rytterne får nok at drikke i løbet af dagen.
- Det betyder alt, for det primære fokus for os er, at vi skal træne. Hvis vi skal træne ordentligt, så bliver vi nødt til at få noget mad, og vi bliver nødt til at få noget massage og have nogle cykler, der fungerer, siger Frederik Muff, der er cykelrytter på Team Coloquick.
Fremtid som fysioterapeut
Egentlig lå det ikke i kortene, at Maria Jeppesen skulle arbejde som soigneur. Hendes familie har bygget et stort malerfirma op, som hun kunne være blevet en del af, men det ændrede sig, da hun fik tilbuddet om at blive en del af Team Coloquick.
- Det var faktisk Frederik Muff, der kontaktede mig, og så kom jeg aldrig ud af det igen, siger Maria Jeppesen.
Nu er Maria Jeppesens drøm at komme til at arbejde i sportens verden fremover, så malerrullen er ikke en del af fremtidsplanerne.
- Jeg vil gerne være inden for sporten i fysioterapi, og det er også derfor, jeg er her, for det giver rimelig gode odds for en fremtid i faget, siger hun.
Herunder kan du se indslag om arbejdet som soigneur:
Holdets mor
Hverdagen som soigneur er alsidig. Maria Jeppesen er med på træningslejre og til konkurrencer, og hun er blevet en, som rytterne på holdet kan betro sig til.
- Maria er jo på en eller anden måde vores mor. Hun er en form for samlingspunkt på holdet, som er guld værd, siger cykelrytter Frederik Muff.
Det er meget forskelligt, hvad der bliver talt om, når Maria Jeppesen masserer cykelrytterne, men hun fortæller, at rytterne kan åbne op om, hvis de har ondt eller snart trænger til en hviledag. Det er ikke altid noget, de vil dele med deres sportsdirektør.
- De kan læsse af hos Maria. Hun har mor-genet, eller hvad man skal kalde det, hun er virkelig en omsorgsfuld pige, der tager sig af hele holdet, siger Christian Moberg, der er sportsdirektør på Team Coloquick.
En af cykelholdets opgaver er at spotte unge talenter og udvikle dem, og flere af rytterne er derfor nye i branchen.
Ifølge sportsdirektøren kan det være en fordel, at de unge ryttere har en at tale med, når de skal vænne sig til spidse albuer eller lignende, der hører med til et professionelt cykelliv.
- Jeg kan godt være et dumt svin en gang imellem, og der kan være ting, som rytterne ikke har lyst til at fortælle mig, men jeg tror, at de åbner op inde på briksen for de ting, de ikke vil sige til en sportsdirektør, siger Christian Moberg.
Hele holdets sejr
Hverdagen som soigneur er alsidig, og mange af arbejdsdagene foregår udenlands, hvilket passer Maria Jeppesen godt.
- Jeg har valgt at gøre det, fordi det er sjovt, og jeg synes, det er megafedt, at man får så mange rejser. Vi er jo rundt omkring i Europa hele tiden, så det er lidt som at rejse med et cirkus, og jeg har lært drengene at kende, så det er som at rejse som en familie.
De bedste arbejdsdage er dem, der ender med en sejr for en af cykelrytterne, for selvom der kun er én rytter øverst på skamlen, så står et helt holds arbejdsindsats bag.
- Det er fedt at være med til, at man som hold laver en sejr. Når drengene står øverst på skamlen, så føler alle omkring holdet, at det er deres sejr.
I denne uge er der DM-uge i Aalborg, hvor blandt andre Team Coloquick deltager i DM i cykling.
TV2 Nord dækker DM-ugen og de mange sportsgrene hele ugen både på TV og her på tv2nord.dk.