Peter har forvandlet sit hus til et hostel for surfere

En drøm er gået i opfyldelse for 43-årige Peter Sørensen, som i sommeren flytter ud i annekset, når surfere flytter ind i hans hus.

Hen over vinteren har Peter Sørensen sat sit hus i Vorupør i stand og forvandlet det til et hostel for surfere.

Gæsterne er nu rykket ind, og der er fuldt booket det meste af sommeren, så Peter Sørensen er selv flyttet ud i annekset. Huset er nemlig hans faste bopæl.

- Det er en gammel drøm, som jeg har haft i mange år. Jeg kan godt lide at møde mennesker og være vært for dem og give dem en god oplevelse, siger han.

 
 
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Sloe Pete's Hideout hedder det lille hostel på Fiskervej 42, hvor der er indrettet i alt otte sovepladser. Prisen er 250 kroner pr. overnatning, og det er blevet et populært sted blandt de bølgeglade gæster.

- Der er plads til at bevæge sig og til skæve og lige eksistenser, siger Thomas Fischer, der er gæst fra København.

Gæsterne bliver undervist på stranden, hvor der er fremragende forhold til at lære at surfe. 
Gæsterne bliver undervist på stranden, hvor der er fremragende forhold til at lære at surfe. 
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Når 43-årige Peter Sørensen, der flyttede til Vorupør for lidt over to år siden, ikke hænger ud med gæsterne, laver han surfundervisning for begyndere og øvede.

- Det er sjovt at undervise, for folk bliver så begejstrede. De bliver nogle gange overvældet af bølgerne, men de bliver så jublende lykkelige, når de overvinder skrækken og kommer op og stå på brættet, uanset om de er 6 år eller 46 år, siger Peter Sørensen.

Seks onsdage her i sommeren giver TV MIDTVEST et bud på aktiviteter i forskellige byer. I næste uge går turen til Fur.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland