Popduo går viralt: Nu er de større end Medina

De er gået fra at være relativt ukendte til at være større end Medina på de sociale medier, og det hele begyndte med en video på Instagram.

Et minut og ni sekunder kan pludselig ændre alt og få drømme til at gå i opfyldelse.

En video på Instagram fra bandet ROYA er de seneste uger gået viralt og har flere end 13 millioner visninger.

Den har katapulteret sangeren Line Gade fra Hurup og hendes makker Sebastian Igens ud i hele verden.

På videoen spiller ROYA en bid af deres nye nummer ’Cruise’, som på daværende tidspunkt endnu ikke var udgivet. Og det fik folk til at gå amok.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


‘I need this in my life.’ ‘Das ist der absolute wahnsinn’ ‘Es una canción? la necesitoooooo’ ‘Мурашки пошли, и волосы зашевелились’

Folk fra hele verden var vilde med, hvad de hørte, og pludselig blev der både skrevet hyldestbeskeder på spansk, tysk, engelsk og russisk på ROYAs Instagram profil, som dengang blot havde 4000 følgere.

’I er de bedste to musikere i verden, og I har kun fire tusinde følgere, hvad foregår der?’

Sådan lød en kommentar på engelsk på en af ROYAs opslag for fire uger siden. I dag står den kommentar tilbage som et symbol på, hvor hurtigt det kan gå i showbiz.

Hele 390.000 følgere er de seneste uger kommet til. Med andre tal er antallet af følgere steget med 9650 procent.

For at sætte det lidt i perspektiv, så er det 17.000 følgere flere end Medina.

Og Jonah Blacksmith, som ROYA tilbage i 2022 lavede nummeret 'Ocean' sammen med, har til sammenligning blot 36.000 følgere.

I ændrer vores liv

Det hele står i skarp kontrast til, at ROYA for bare et år siden var en helt anden størrelse.

Her var de netop blevet P3’s uundgåelige og fik opfyldt en drøm om at optræde på Alive Festival i Thy. En milepæl dengang.

Nu spørger følgere på Instagram, hvornår de mon kommer til Florida og optræder.

- I ændrer bogstaveligt talt vores liv, lyder det fra ROYA i en af deres nyere videoer på Instagram.

I fredags udkom de med deres nye nummer, og det er blevet taget godt imod. På Spotify har over en halv million allerede hørt nummeret de første fem dage.

- Vi kan slet ikke forstå, hvor langt i allerede har taget os på vores ’cruise’ rundt i verden, lyder det fra Line Gade, med henvisning til at deres nye sang ’Cruise’ netop er udgivet.


Seneste nyt

fra Nordjylland