Søren Gade: Løkke kan stadig nå at stifte et nyt parti

Rygterne om et nyt parti har svirret, og selv om Lars Løkke selv afviser, at der er noget om snakken, så ser en partifælle anderledes på sagen.

I over to uger har Lars Løkke Rasmussen ikke sagt noget til pressen, og det har sat gang i rygtemøllen. For kunne det mon tænkes, at den tidligere formand for Venstre pønsede på at starte sit eget parti?

Søndag aften har Lars Løkke brudt tavsheden i interviews med både TV 2 og DR, og her afviser han blankt, at der er et nyt parti på vej i dansk politik.

quote - Man skal aldrig nogensinde dømme Lars ude i noget af det, han foretager sig.

Søren Gade, europaparlamentsmedlem, Venstre

- Jeg har vel fået godt 800 meddelser fra mennesker, som mener, at jeg skal starte mit eget parti - forslag til hvad det skal hedde og jeg ved ikke hvad. Jeg har ikke nogen planer om at lave et nyt parti, men for mig er det signal om, at der er rigtig mange danskere, som ønsker, at der er nogen, som sætter skabet sådan cirka i midten af lokalet, lød det fra Lars Løkke i søndagens interview med TV 2.

Den køber partifælle og medlem af Europaparlamentet Søren Gade dog ikke helt.

- Det er et meget fint svar, Lars Løkke giver. Han afskriver ikke muligheden for at gøre det på et senere tidspunkt, men det er stadig for tidligt at spå om, siger Søren Gade til TV MIDTVEST.

Selv om Lars Løkke er færdig som formand for Venstre, så mener Søren Gade ikke vi skal regne med, at det betyder et totalt politisk exit.

- Man skal aldrig nogensinde dømme Lars ude i noget af det, han foretager sig, siger Søren Gade.

En afgørende uge for Venstre

Søndagens Løkke-interview er den foreløbige kulmination på en turbulent måned i Venstre. 

Først var der sommergruppemødet, hvor næstformand Kristian Jensen måtte beklage, at han i et interview i Berlingske havde erklæret sig lodret uenig med Lars Løkkes tanker om en SV-regering.

Herefter var der et afgørende møde på Pårup Kro, hvor Venstre i Region Midtjylland kom frem til, at det ville være bedst for partiet, hvis både Lars Løkke og Kristian Jensen blev skiftet ud i partiets top. Det ønske blev opfyldt på hovedbestyrelsesmødet i Brejning den 31. august, hvor formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen begge trak sig fra deres respektive poster.  

Danmarks største borgerlige parti er nu på vej ind i en afgørende uge. Midt på ugen kommer de tre kandidater til formand og næstformands-posterne her til landsdelen for at møde det bagland, der satte skub i omvæltningerne i Venstre, og på lørdag skal der på et landsmøde i Herning vælges ny formand og næstformand.

Jakob Ellemann-Jensen har som den eneste meddelt, at han stiller op som formandskandidat, mens posten som næstformand kan gå til enten Inger Støjberg eller Ellen Trane Nørby.


Seneste nyt

fra Nordjylland