Stor sejr til morsingbo: Jesper sikrer sig eksklusiv stormestertitel i skak
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST
Jesper Thybo har længe haft en rating, der er høj nok til en stormestertitel, men han manglede at score tre såkaldte GM-normer.
Jesper Thybo har længe haft en drøm om at blive stormester i skak. Her til eftermiddag lykkedes det.
Danmark har fået en ny stormester, og han er fra Mors.
Jesper Thybo har her til eftermiddag scoret sin tredje såkaldte GM-norm og opfylder nu alle krav til at få den prestigefyldte titel som stormester i skak.
Det oplyser Dansk Skak Union.
Stormestertitlen kom i hus til Nordkalottens 40-års jubilæumsturnering i Gilleleje.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hovedpersonen selv, men Claus Hansen, der er holdleder i Morsø Skakklub, hvor Jesper Thybo startede sin skakkarriere, fortæller, at det er en stor dag.
- Det er helt fantastisk. Vi har aldrig haft en stormester i klubben før. Det er vi helt vildt stolte af, siger Claus Hansen.
"Muligvis Danmarks stærkeste spiller"
Turneringen i Gilleleje blev afsluttet i dag. Jesper Thybo blev samlet set nummer to i turneringen efter den ungarske stormester Ferenc Berkes.
Thomas Vestergård, der er presseansvarlig for Dansk Skak Union forklarer, at man skal score en såkaldt stormesternorm i en turnering tre gange og have et ratingtal, der er over 2500, for at blive udnævnt til stormester.
- Begge betingelser opfylder Jesper Thybo - endda godt og vel. Han er muligvis Danmarks stærkeste spiller lige nu, siger Thomas Vestergård.
Morsingboen er kun den 15. dansker, der bliver stormester.
Jesper Thybo spiller i dag for Jetsmark Skakklub.