Tøjvirksomhed går mod strømmen: Åbner butik i krisetid
Foto: Charlotte Thøming, TV MIDTVEST
Normalt sælges tøjet fra ELSK på fra deres hjemmeside, men nu åbner virksomhedens første fysiske butik.
Selv om flere butikker enten lukker eller holder vejret i øjeblikket, så åbner Thys tøjvirksomhed ELSK nu en pop op-butik.
Thisted får ny pop op-butik. Og du læste rigtigt.
Den seneste tid har medierne fortalt, at flere butikker bliver nødt til at dreje nøglen om på grund af krisetider, men Thys tøjvirksomhed, ELSK, gør det stikmodsatte.
De åbner nemlig en fysisk butik i Thisted. Og til trods for den nuværende situation med energikrise og en inflation, der drøner derud af, så glæder det Steffen Førgaard, som er ecommerce-ansvarlig hos ELSK.
Pop op-butikker er for at give folk mulighed for at se, om det kan blive en levedygtig forretning. Og ønskescenariet er selvfølgelig, at det kan blive endelige butikker
Michael Vendelbo, handelschef, Thisteds Handels- og Industriforening
- Der er også krise for os, vi har dog en tro på, at det kan gå an, og at det nok skal gå. Men hvis man spørger vores revisor eller bankmand, så ville de nok sige, det var en dum idé, men det er bare noget, vi har lyst til, siger han.
Salgschefen ved ELSK, Mikkel Vilhelmsen, tilføjer:
- Vi tror på, at når vi skaber noget godt, så skal det nok gå. Det er nok ikke den bedste del af forretningen af hele ELSK, men det er ok.
Normalt sælges tøjet fra ELSK på fra deres hjemmeside, men nu prøver virksomheden det fysiske tøjsalg af for at møde kunderne.
Hvad er en pop op-butik?
A pop-upper er en prøvebutik. Derfor er det teknisk set en midlertidig operation, der potentielt kan blive noget mere permanent. Fremtrædende onlinemærker har en tendens til at lave pop op-butikker for at teste, om en detailbutik kan fungere som et skift fra 100% onlinesalg.
Kilde: Ecommerce-platforms
Genbrug i fokus
Der er tænkt over inventaret i den ny åbne butik.
- Vi har været rundt i alle genbrugsbutikker, og så har vi fokuseret på, at kundens oplevelse skal være hjemlig, siger salgschefen, Steffen Førgaard, og fortsætter:
- Vi har joket med, at vi har lavet det ud fra følelser. For eksempelvis er uret herinde gammelt, og det står og tikker, det minder om vores bedsteforældre.
Møblerne skal være fra genbrug, for ELSK går nemlig ind for bæredygtighed, og det kan lyde svært, når man lever af at sælge tøj.
- Selvfølgelig skal folk forbruge, men det behøver ikke være et overforbrug. Vores forretning skal selvfølgelig give sorte tal på bundlinjen, men det behøver ikke være meget mere end det, siger salgschefen.
Om ELSK
ELSK er forankret i en drøm om at gå egne veje og vise, at der i modebranchen ikke bare er plads til, men rent faktisk er behov for et brand, som tør at gå forrest. Et brand hvor nærvær, bæredygtighed, substans og kvalitet er i fokus.
ELSK vil inspirere både forbrugere og andre brands til at gå efter kvalitet og bæredygtighed og efter den gode historie. Virksomheden kæmper ikke på pris, betingelser og masseproduktion.
Virksomheden forsøger at lave tøj, som belaster miljøet så lidt som muligt, og ELSK donerer en procent af virksomhedens omsætning til miljøbeskyttelse.
Kilde: ELSK
Sprudlende butiksliv
Ifølge handelschefen i Thisteds Handels- og Industriforening, Michael Vendelbo, går det godt med de fysiske butikker i byen.
- Butikslivet i Thisted er sprudlende, der er jo selvfølgelig nogle, som lukker og andre som åbner, men der er hele tiden nye, der kommer til, siger han.
Under coronapandemien kom byen ud af krisetiden med flere butikker.
- Vi er gode til at tage hånd om den enkelte situation, om det er en ny ide eller en etableret butik, som har brug for nye lokaler. Vi har gjort noget i krisetider, vi har været i dialog og set muligheder, forklarer handelschefen.
Ifølge Michael Vendelbo er foreningen gode til at åbne pop op-butikker i Thy, og det er der en særlig grund til.
- Det er for at give folk mulighed for at se, om det kan blive en levedygtig forretning. Og ønskescenariet er selvfølgelig, at det kan blive endelige butikker, siger han.
ELSK åbnede deres butik fredag 25. november.