Ualmindelig stor interesse for valg til menighedsråd: Thyboer vil beholde deres præst

Der er varierende interesse for valgene til landsdelens menighedsråd. I Sydthy betyder kampen om at beholde en præst, at der for en gangs skyld er usædvanligt mange kandidater.

Tirsdag aften er der valg til landets menighedsråd, men trods en ny valglov kan det være svært at rekruttere nok medlemmer til menighedsrådene. Undtagelsen er dog, når der skal ansættes en ny præst i et sogn. Det er nemlig én af menighedsrådenes opgaver.

- For mange medlemmer vil den vigtigste opgave være at være med til at ansætte sognets præst, siger Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd til Ritzau.

Netop den situation er opstået i Sydthy. Ved seneste menighedsrådsvalg i 2016 havde de i Agger svært ved at finde nok kandidater, men sådan er det ikke i år.

- Der er i hvert fald syv, der vil stille op til det nye menighedsråd, og jeg har aldrig før oplevet, at der var så mange, der på forhånd har tilkendegivet, at de vil stille op, siger Gitte Thøgersen, der lige nu er formand for menighedsrådet i Agger.

Det er over 50 år siden, at menighedsrådet i Agger senest har haft så mange kandidater, at der var kampvalg.

FAKTA OM MENIGHEDSRÅDENE OG DERES FUNKTION

  • Folkekirkens lokale ledelse udgøres af menighedsrådene.
  • Der er 1.670 menighedsråd og cirka 12.400 valgte menighedsrådsmedlemmer i Danmark. Enkelte menighedsråd skal lægges sammen, så der er valg i 1.653 menighedsråd.
  • I hvert sogn er der valgt 5 til 15 medlemmer af menighedsrådet, som sammen med præsten har ansvaret for det kirkelige liv i sognet.
  • Valgperioden er fire år - enkelte steder er der dog valg hvert andet år. Alle sognets medlemmer af folkekirken over 18 år kan stemme, ligesom de kan stille op til rådet.
  • Menighedsrådet, der består af de valgte medlemmer og præsterne, har ansvar for kirkens økonomi, personale, aktiviteter og er også med til at ansætte præsterne.
  • Folkekirkens budget er i omegnen af otte milliarder kroner om året. Heraf kommer de fleste fra kirkeskatten, som alle medlemmer af folkekirken betaler.
  • Menighedsrådene administrerer sammen med præsterne op mod 80 procent af budgettet.
  • Det er som udgangspunkt frivilligt arbejde at være med i et menighedsråd. Men mange steder gives der et honorar for særlige ansvarsområder som for eksempel at være kasserer.
  • Den danske folkekirke har 4,3 millioner medlemmer. 1,5 millioner danskere er ikke medlem af folkekirken.

Kilder: folkekirken.dk, Landsforeningen af Menighedsråd, menighedsrådsvalg.dk.

Vil kæmpe for præsten

Grunden til den store interesse er, at tre ud af fire borgere i sognet har skrevet under på, at de gerne vil beholde deres præst, Claus Nybo, selvom han er blevet 70 år og dermed har nået den alder, hvor præster skal gå på pension. Den holdning er et flertal i menighedsrådet dog ikke enig i, og derfor er der i år ekstra interesse for at stille op til valget.

- Jeg ville da hellere, at man bare havde lyst til at stille op, men jeg synes, det er dejligt, at folk vil stille op, siger Gitte Thøgersen.

Der skal vælges fem medlemmer og minimum tre suppleanter til menighedsrådet i Agger. Med mindre nogen er utilfreds med aftenens valg og kan stille med alternative kandidater til et kampvalg i november, bliver valget afgjort tirsdag aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland