Venstre-politiker i hård modvind på Twitter: Nu beklager han tweet
Foto: TV2
Venstres Torsten Schack Pedersen er kommet modvind efter et Tweet om julemad og øen Lindholm.
Et tweet fra Venstres Torsten Schack Pedersen fredag aften har høstet flere end 300 kommentarer.
Hvis det var en joke, så er der ikke ret mange, der griner. Fredag aften lagde Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen, der er valgt i Thisted, et tweet op, hvor han viser en tallerken med julemad, og skriver, at han ikke tror, at det bliver helt samme julemenu på Lindholm.
I tweetet refereres der til øen Lindholm. Fredag i sidste uge besluttede regeringen, at udviste kriminelle udlændinge skal sendes til Lindholm, og det betyder, at de kriminelle beboere på udrejsecentret Kærshovedgård i Bording fremover får bopæl på øen Lindholm.
Efter massiv modvind på det sociale medie har Torsten Schack Pedersen nu slettet sit tweet og skrevet et nyt, hvor han beklager.
Jeg beklager. Mit tweet var forsøgt lavet med et glimt i øjet. Men jeg kan godt se, at den ikke ligefrem gik rent ind. Og derfor sletter jeg det.
— Torsten Schack (@Torstenschack) December 8, 2018
Jeg er ked af, at mit tweet har stødt folk. Der var absolut ikke hensigten. God dag til alle
Finansminister Kristian Jensen likede først kollegaens tweet, men har efterfølgende fjernet det igen. Statsminister Lars Løkke reagerede på opfordring også på Torsten Schacks tweet og skrev følgende:
I min optik må folk spise hvad de vil. Det er ikke det afgørende. Kardinalpunktet er, om mennesker vil Danmark på de grundliggende værdier: Frihed, frisind, ligestilling og civile love over religiøse.
— Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) December 7, 2018
- Det er en spøg
Ifølge kollegaen Hans Ejner Bertelsen (V), der er borgmester i Morsø Kommune er der ingen tvivl om intentionen bag fredagens tweet.
- Jeg kender ham rigtig godt, og det er en spøg. Mere skal man ikke lægge i det, lyder det fra Hans Ejner Bertelsen.
- En gang imellem kommer man til at sige noget i en spøg, hvor man skullet have ladet være.
TV MIDTVEST har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Torsten Schack Pedersen. TV2 News havde lørdag middag egentlig en aftale med Torsten Schack Pedersen, men den aftale har han aflyst med beskeden om, at han efter sit nye tweet og beklagelsen ikke har mere at sige om sagen.