Vild uge for Klitmøller-surfer: Guld ved EM og nu sølv ved VM i Polen
Foto: Ilostawavein79.com
I sidste uge vandt Caroline Küntzel guld ved EM i standup paddling og denne weekend tog hun medaljer ved verdensmesterskaberne i Polen.
2022 har været et forrygende år for Klitmøller-surferen Caroline Küntzel.
I sidste uge vandt hun guld til EM ved i standup paddling i Hvide Sande i disciplinen SUP Sprint.
Ved weekendens VM i Polen blev hun verdens fjerde bedste i SUP Sprint og tog søndag en flot sølvmedalje i disciplinen Technical Race.
- De sidste to uger har været vilde. Først med EM-guld på hjemmebane i Danmark og nu VM-sølv i Polen. Det er et hårdt program, og konkurrencen er benhård. Et VM ugen efter et EM stiller store krav til både det mentale, men også til fysikken, fortæller Caroline Küntzel.
Selvom hun måtte tage sig en enkelt sygedag under VM, formåede hun alligevel at vise international klasse.
- Jeg havde en enkelt dag, hvor jeg måtte blive i sengen, men heldigvis fik vi styr på det, og jeg var klar til start på søndagens Technical Race, fortæller Caroline Küntzel.
Videre til London - måske
September er tætpakket for atleternes vedkommende og allerede om en uge går det løs i London, hvis alt går efter den oprindelige plan i kølvandet på Dronning Elisabeths død.
- Vi har endnu ikke hørt andet end, at arrangementet gennemføres, fortæller Caroline Küntzel.
Efter turen til London var det meningen, at Caroline skulle retur til Klitmøller og gøre klar til APP World Tour-stoppet i Busan i Sydkorea den 23.-25. september.
- Det kan ske, at vi skal direkte fra Polen og retur hjem, men det tager vi med, hvis det er sådan, det ender, afslutter Caroline Küntzel.