15-årig Aalborg-pige forsvundet i 44 år, da en mystisk besked gav familien nyt håb

Af Casper Fauerholdt, TV 2.

Politiet i Aalborg satte i 1972 sagen i bero, fordi man mente, at intet tydede på, at der var sket en forbrydelse.

Spoileralert: Indholdet af 'Som sunket i jorden' afsløres i denne artikel.

Hun var rystet.

Vantro kiggede Susanne Ighomitedo på skærmen, som viste en besked fra en person, hun ikke kendte. Nu havde han pludselig skrevet til hende på Skype. På et mærkeligt dansk havde han præsenteret sig som Frank Smith fra Danmark.

Han skrev, at han nu boede i Miami i USA, og at hans kone var hendes søster. Det gav ingen mening.

- Hvem er hun? skrev Susanne Ighomitedo tilbage til ham på engelsk.

Og så kom beskeden:

- Min hustru Marian.

Marian?

Hendes lillesøster, der ikke var set, siden hun forlod hjemmet i Aalborg en aften for 50 år siden? Det lød helt vildt. Susanne Ighomitedos fingerspidser hakkede hurtigt på computerens tastatur. Hun kunne ikke forstå det.

- Fortæl mere, skrev hun.

Det kunne han ikke, og det var han ked af, svarede Frank Smith på det mærkelige dansk, som hun forsøgte at tyde.

Er Marian i live? spurgte Susanne Ighomitedo sig selv.

Efter alle de år tikkede der denne martsmorgen i 2016 pludselig et lille håb ind.

Et håb og et spor, som holdet bag TV 2-programmet ‘Som sunket i jorden’ har forsøgt at forfølge.

Pølser til Helge

Det var fredag aften 3. november 1972, at 15-årige Marian Koch forsvandt.

Det var en stor historie i aviserne, på samme måde som når unge forsvinder i dag, og i flere omgange var sagen forsidestof. Hvordan kunne en ung pige forsvinde ud af det blå?

Hendes mor var på arbejde den aften, så Marian var alene med sin lillesøster og sin stedfar.

Ved 20-tiden forlod hun hjemmet i Brettevillesgade i det centrale Aalborg. Ifølge politiets anmeldelsesrapport var Marian iført lange røde garbadinebukser, en marineblå striktrøje, hvide lakstøvler, og hun havde to guldringe på. 

Hun havde ingen jakke til at holde sig varm i novemberkulden, og hun havde heller ikke medbragt nogen penge.

Hun gik ned ad gaden og rundt om hjørnet til Langesgade for at besøge Helge, en voksen mand i 40’erne.

- En klam mand, som Susanne Ighomitedo siger om ham.

Helge og Marian havde en stormfuld relation. En dag blev Marian spurgt, hvorfor hun var venner med sådan en gammel mand, og hun svarede, at han gav hende gratis smøger.

Historierne gik på, at han kunne finde på at slå hende, og hun kunne finde på at slå ham.

Og vold var ikke fremmed for hende. Da Susanne Ighomitedo boede hjemme, blev hun slået af moren, og det forestiller hun sig, at også Marian blev udsat for.

Hjemme hos Helge blev hun den aften i 1972 bedt om at hente pølser til ham i en pølsevogn ved et tivoli fem minutter på gåben derfra.

Ifølge hans forklaring til politiet dengang gik hun af sted omkring klokken 20.30, og kassestrimlen fra pølsevognen bekræftede også, at hun købte 15 pølser til Helge. Han fortalte politiet, at hun kom tilbage med dem, inden hun igen forlod hans adresse.

Hvad der efterfølgende skete med Marian, har familien aldrig fundet ud af.

Politiet i Aalborg kunne på baggrund af efterforskningen konkludere, at der ikke var tale om drab. Den daværende eftersøgningsafdelingsleder Albert Jønson sagde til pressen, at intet indikerede, at der var sket en forbrydelse.

- Alle vores oplysninger peger på en pige, som af den ene eller anden grund er forsvundet hjemmefra, sagde han og satte sagen i bero.

Var Marian stukket af?

Både søsteren Susanne Ighomitedo og veninden Inge, som hun skulle være mødtes med senere den fredag aften, hun forsvandt, har fortalt, at hun havde det svært derhjemme.

De to første juleaftener efter Marians forsvinding købte hendes mor gaver til hende. Hvis nu hun skulle komme hjem igen.

Men ellers var det ikke noget, de talte om i familien. Det blev et tabu, men hos Susanne Ighomitedo rumsterede Marians skæbne videre. Hun havde været tæt med lillesøsteren og kunne ikke forestille sig, at hun bare sådan ville stikke af uden at fortælle hende noget.

Inge ville også have fået noget at vide, forestillede søsteren sig.

Så derfor begyndte Susanne Ighomitedo at få den erkendelse, at Marian var død.

- Hun er min søster!

Den forestilling gik hun med i mange år.

Lige indtil 30. november 2016, da der pludselig tikkede en besked ind til hende.

Manden, der påstod, at han hed Frank Smith og var gift med Marian, kontaktede hende ud af det blå på Skype. Han skrev, at han havde boet i den nordjyske by Sulsted, hvor Susanne Ighomitedo bor i dag, og at han og Marian havde fået et barn sammen, som nu skulle være ni år.

Efter de første beskeder sendte han et billede, som, han påstod, var af ham selv og deres søn. Han sendte også et billede af en ung Marian, og han skrev, at han havde fået det af hende i Danmark, da hun var 15 år.

- Hvorfor gør du det her mod mig? skrev Susanne Ighomitedo desperat til Frank Smith.

- Hun er min søster!

Måske var den god nok. Hun kunne ikke tænke klart.

- Lad mig snakke med hende. Alle tror, at hun er død, skrev hun.

Frank Smith svarede, at han nok skulle tale med Marian, når hun kom hjem fra arbejde, og han ville blive vred på Susanne Ighomitedo, hvis hans kone blev såret.

- Jeg ville aldrig såre hende. Jeg vil kun elske hende. Jeg har savnet hende i alle de år. Vi er ikke så mange tilbage i vores familie. Vores mor er død, vores søster Dorthe døde i oktober, og min mand Frank er også død, svarede Susanne Ighomitedo.

Der var noget inde i hende, der troede på ham. Hun var glad.

Specifikke adresser

Men i løbet af dagen blev hun ved med at stille Frank Smith spørgsmål. Husker du nogle af Marians venner? Hvor i Sulsted boede du? Og var Marian virkelig 50 år, da hun fik et barn med ham?

Han svarede vævende eller udenom, så Susanne Ighomitedo begyndte i stedet at blive mistænksom. Han var måske bare en eller anden svindler langt derude på internettet. Hun skrev til ham, at hun ikke troede på noget af det, han havde påstået.

Så spurgte Frank Smith, om hun kendte Joan og Michael på Korsbrovej i Sulsted. Det gjorde hun ikke, men hun var bekendt med vejen.

Han skrev også, at han har boet på Tvedens Allé, som også ligger i Sulsted.

To konkrete mennesker og steder, som endnu engang fik Susanne Ighomitedo til at overveje, om denne Frank Smith talte sandt.

Men ligeså pludselig som korrespondancen denne dag i marts 2016 var begyndt, ligeså pludselig sluttede den.

Og siden har hun ikke hørt fra Frank Smith.

Ingen kender Frank

Så spørgsmålet var, om hun virkelig havde kontakt med Marians mand, eller om det var en svindler, der i første omgang bare ville genere hende.

Det forsøgte den tidligere efterforsker og nuværende vært på ‘Som sunket i jorden’ Kristian Bech at besvare. Først kørte han til Korsbrovej i Sulsted, hvor to personer med navnene Joan og Michael skulle bo.

I hvert fald ifølge Frank Smith.

Ud af en lille grusvej lå en gård på adressen. På postkassen stod der rigtigt nok Joan og Michael, men de var ikke hjemme. Kristian Bech ringede i stedet, og det var Michael, som tog telefonen. En venlig nordjysk stemme var i røret.

Han slog hurtigt fast, at han ikke anede, hvem Frank Smith var.

Det spor var dermed lukket.

Så var der Tvedens Allé, hvor Frank Smith påstod, at han engang havde boet. På den adresse tilbage i 1972, da Marian Koch forsvandt, boede der faktisk en mand, der hed Frank. Den Frank bor i dag i Allerød, og Kristian Bech satte kursen mod Nordsjælland.

Da han bankede på, holdt han det billede, som Susanne Ighomitedo havde af Frank Smith i hånden. Men da Frank fra Allerød åbnede, blev det hurtigt tydeligt, at det ikke var den samme mand. Han vidste heller intet om Marian Koch.

Også det spor måtte lukkes.

Der var også det billede, som Frank Smith havde af en ung Marian. Han påstod, at han havde fået det af hende, da de var i Danmark i 1972. Da Susanne Ighomitedo blev kontaktet, tænkte hun ikke på, at det var et gammelt skolefoto, som havde været i Ude & Hjemme i 2013, da familien medvirkede i en artikel, hvor en clairvoyant forsøgte at opklare mysteriet.

Han måtte have fundet det dér.

Der var en sidste sidste mulighed for at finde ud af, hvem der skrev til Susanne Ighomitedo tilbage i 2016.

Og det var ved at undersøge Frank Smiths IP-adresse, der er det unikke nummer, man kan identificere den computer eller telefon, som han har brugt.

Ofte leder cifrene kun til en serverstation et eller andet sted i verden, og så kan man ikke se mere.

Men sådan var det ikke her.

I en database kunne man se, at IP-adressen havde hjemme i Ghanas hovedstad, Accra, hvor den var tilknyttet en softwarevirksomhed. Man kunne også se, at den tilhørte en mand, der hed Frank. Han hed dog Hayford til efternavn, og han var et rigtigt menneske. Googlede man hans navn, kom der billeder frem af ham.

Da Kristian Bech ringede til ham, var det en kvinde, der tog telefonen. Hun lovede at ringe tilbage, men det gjorde hun aldrig.

Og så endte sporet endegyldigt her.

I tiden efter henvendelsen afleverede Susanne Ighomitedo sin computer til Nordjyllands Politi, som undersøgte sagen. Men heller ikke efterforskerne kunne opklare, hvem denne Frank var, og om han virkelig var gift med Marian.

Mysteriet om Marian Koch er dermed stadig ikke løst, og sagen forbliver uopklaret.

Ingen ved, hvor hun blev af den fredag aften i 1972.

Susanne Ighomitedo er blevet nødt til igen at nå til den erkendelse, at hendes søster er død. Hun kan ikke tro andet, og hun er også af den overbevisning, at Frank Smith var et stort svindelnummer, der for en stund gav hende et lille håb.

Men nu er det tid til at få sagen om Marians forsvinding lukket. Hvis der ikke sker noget nyt i forbindelse med programmet ‘Som sunket i jorden’, vil hun få erklæret sin søster for død.

Kun på den måde kan hun få ro sindet.

Se 'Som sunket i jorden' tirsdag aften klokken 20 på TV 2 eller nu på TV 2 PLAY.