Badminton-legende i vild oplevelse

Billetterne til arrangementet var dyre. Rigtig dyre.

Peter Gade har prøvet det meste, men de sidste dage har alligevel været helt usædvanlige.

Den danske badmintonlegende har spillet badminton i Eiffeltårnet med kæmpe navne som Lin Dan, Lee Chong Wei og Taufik Hidayat – tre tidligere topspillere fra absolut øverste hylde. Og ja, du læste rigtigt ... I Eiffeltårnet!

Opvisningskampen var en del af et samarbejde mellem Kina og Frankrig, som samtidig markerer, at der var 100 dage til OL i Paris (onsdag,va red.).

TV 2 Sport fangede Gade til en snak om den specielle oplevelse, mens han stadigvæk befandt sig i det ikoniske vartegn i Paris torsdag.

- Det er et ret crazy event, og det har været undervejs i et halvt år. Jeg nåede da at tænke, om det overhovedet blev til noget, siger han og griner, inden han fortsætter:

- Det er unikt og specielt, og det er også godt for sporten.


En blændende udsigt

Helt lavpraktisk er banen sat op i et af lokalerne, der er indeni selve Eiffeltårnet. Placeringen giver selvsagt ikke plads til mange tilskuere.

Gade fortæller således, at der kun var omkring 70 gæster, og billetprisen lå på cirka 45.000 danske kroner.

Selvom placeringen er ganske usædvanlig, er alt forløbet efter planen.

- Jeg ved ikke, hvor højt oppe vi er. Men vi er et stykke oppe og kan se ud. Det er ikke normale forhold, men det er gået rigtig fint, lyder det fra en imponeret dansker.

Gade som sejrherre

Opvisningskampen blev spillet som en herredouble, hvor danskeren spillede sammen med den malaysiske legende Lee Chong Wei. Sammen fik de skovlen under Lin Dan og Taufik Hidayat.

Selvom Gade aldrig er ked af at vinde, forsikrer han, at arrangementet havde andre formål.

- Det primære er at underholde, lyder det over telefonforbindelsen fra Frankrig.

Som en del af eventet spillede de fire legender også sammen med hver sin ungdomsspiller i en miniturnering, inden en auktion fandt sted som noget af det sidste.

Her havde spillerne hver især medbragt ting fra deres karriere. Overskuddet kunne de bringe med hjem til deres respektive hjemland for at donere det til et formål inden for sporten.

Til sommer skal der igen spilles badminton i Paris. Her deltager flere andre danskere ved OL-turneringen, som begynder 27. juli. Du kan se det hele på TV 2 Sports platforme – selvom det ikke afvikles i Eiffeltårnet


Seneste nyt

fra Nordjylland