Billede fra Mette Frederiksens køkken skaber debat – må man det?
Foto: Amalie Karlshøj Radoor / TV 2
Søndag aften var statsministeren aktiv på det sociale medie Instagram.
TV 2 har bedt en ekspert om at afgøre, om statsministeren følger reglerne om god hygiejne i køkkenet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er efterhånden blevet landskendt for at lægge billeder af rugbrødsmadder og anden madlavning ud på sociale medier.
De fleste har hørt om billedet af den famøse makrelmad med mayonnaise og agurk, der blev ledsaget af en billedtekst om ulighed og utøjlet globalisering.
Søndag aften var statsministeren igen aktiv på det sociale medie Instagram.
På et opslag ser man Mette Frederiksen i hættetrøje, mens hun står i et køkken og skærer løg på et skærebræt.
"Søndag og mad til familien" står der i billedteksten.
Der er bare ét problem. I hvert fald ifølge en hel del personer i opslagets kommentarspor.
Ved siden af et halveret løg ligger der nemlig en bunke af, hvad der tilsyneladende ligner råt kyllingekød. På samme skærebræt.
"Hvor er Fødevarestyrelsen?"
- Åh nej! Ikke bruge samme skærebræt til kylling og grøntsager, skriver en bruger.
- Kære Mette, man bruger ALDRIG samme skærebræt til råt fjerkræ og rå grøntsager. Medmindre man elsker campylobacter, salmonella og 48 timer i tæt nærhed af sit badeværelse, skriver en anden.
- Hvor er Fødevarestyrelsen. Det der er en sur smiley og bøde, skriver en tredje.
Opslaget har søndag aften fået 588 kommentarer, som dog ikke alle drejer sig om madhygiejne.
Men de hygiejnekritiske kommentarer får også modspil i kommentarsporet.
Det er nemlig ikke alle, der mener, at statsministeren gør noget forkert.
- Løg og kød skal sikkert steges. Måske endda sammen, og så er det fuldt tilladt, skriver en bruger.
- Det skal steges sammen, og så vil varmen dræbe bakterierne, skriver en anden.
- Mon ikke statsministeren selv kan klare rengøring af eget skærebræt, lyder det fra en tredje.
Følger ikke tommelfingerreglen
TV 2 har rakt ud til fødevare- og hygiejneekspert, Michael René, for at få afklaret, om statsministeren har begået køkkenhygiejnisk brøde ved at skære råt kød og grøntsager på samme skærebræt.
Michael René giver mange af de kritiske brugere ret i, at man typisk adskiller råt kød fra frugt og grønt i køkkenet.
- Det er en tommelfingerregel, vi har lært fra barns ben af; at man skal skille tingene ad, at man har ét skærebræt til frugt og grønt og ét til kød, siger han til TV 2.
- Så det vil jeg også godt tilråde vores statsminister, tilføjer han.
Men. Hvis statsministeren efterfølgende opvarmer både løg og kylling tilstrækkeligt, er der ingen fare på færde, lyder det fra Michael René.
Lovligt undskyldt
Faren ved at blande råt kyllingekød med grøntsager ligger i, at der på en kylling kan forekomme både kampylobakter og salmonellabakterier.
- For at det ikke skal være farligt, skal det varmes op til 75 grader for at slå alle de bakterier ihjel.
Er statsministeren lovligt undskyldt, selvom hun står med løg og råt kød på samme skærebræt?
- Sagtens. Bare begge dele bliver varmet tilstrækkeligt op, så kan man godt skære det på samme skærebræt.
Ved opvarmning til 75 grader henvises der til kernetemperaturen på eksempelvis kyllingestykket.
Hvad med skærebrættet?
Michael René anbefaler generelt, at man følger Fødevarestyrelsens råd om, at råt kød bør adskilles fra færdig mad, såsom salat og brød.
Der skal nemlig ikke mere end et par dråber kødsaft fra råt kød til at forårsage dårlig mave, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Flere brugere hæfter sig også ved, at Mette Frederiksen bør være ekstra varsom med skærebrættet, når hun er færdig med at bruge det.
- God søndag Mette og nyd din kyllingemiddag og vask dit skærebræt i opvaskemaskinen, så er det i alle tilfælde rent, skriver en bruger.
Og det råd tilslutter Michael René sig.
Skærebrætter, der bruges til råt kød, bør vaskes grundigt med masser sæbe og varmt vand, forklarer han.
Ifølge Michael René bør man også gå sine skærebrætter igennem for fuger og riller i overfladen, som kan udgøre gode gemmesteder for bakterier.