Efter dødsulykke er landmand-par blevet forældre igen
Foto: Privatfoto
Nicoline og Thomas Bertram fandt hinanden i 'Landmand søger kærlighed' tilbage i 2018.
For blot et år siden mistede de deres kun 1,5 år gamle datter Marie. Nu er der godt nyt.
Torsdag i sidste uge blev Nicoline og Thomas Bertram forældre til en lille dreng.
- Vi har det godt. Vi har jo prøvet det før, men det her er jo et helt andet menneske, vi skal lære at kende, fortæller den nybagte mor Nicoline Bertram, der tilbage i 2018 fandt Thomas Bertram i ‘Landmand søger kærlighed’.
Drengen har fået navnet Svend, og parret er stadig i gang med at finde ud af, hvem han ligner.
- Nogle gange ligner han Marie, og andre gange ligner han bare sig selv, siger Nicoline Bertram.
Begge er opslugt af baby-lykke på gården i det nordjyske, men lige under den lykkelige overflade lurer en stor sorg.
Mistede et ønskebarn
De blev stormende forelskede i ‘Landmand søger kærlighed’, og på den romantiske weekendtur i slutningen af programmet gav Thomas Bertram sin udkårne en ring-æske.
Æsken skulle understrege, hvor glad han var for hende, og at han gerne ville have, at hun flyttede hjem til ham.
- Jeg vil gerne dele fremtiden med dig, sagde han dengang.
Og det ville Nicoline Bertram heldigvis også gerne.
Hun flyttede ind, de blev gift i sommeren 2019, og i januar 2020 blev de forældre til lille Marie.
Hun var et ønskebarn, og den lille familie var lykkelige.
Men lykken fik en brat ende halvandet år senere.
En yderst tragisk ulykke
Det var 22. juni 2021, at familiens liv blev ændret for altid. Nicoline Bertram var på aftenvagt, og derfor hentede Thomas Bertram lille Marie på halvandet år fra dagpleje. De kørte hjem og gik i marken for at fodre gårdens økologiske grise.
Noget hun elskede og altid havde været med til - først i bæresele og senere på gåben.
Det var, da Thomas Bertram skulle køre sin traktor med fodervognen spændt bagpå frem, at han kom til at ramme Marie.
Han fik hurtigt ringet 112, men Maries liv stod ikke til at redde, og hun blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset.
Jeg blev jo mor, dengang jeg fødte Marie, og da hun døde, følte jeg jo stadig, at jeg var mor. Jeg havde bare ikke nogen at være mor for. Det har jeg nu
Nicoline Bertram
Fik en at være mor for
Efterfølgende foretog både politi, en bilinspektør og arbejdstilsynet forskellige undersøgelser på ulykkesstedet og kunne konkludere, at der var tale om en yderst tragisk ulykke.
- Deres ord ændrede jo ikke på, hvad der var sket. Men det gav en ro, at jeg blev frikendt for skyld og ikke blev hængt ud bagefter, fortæller Thomas Bertram.
Den efterfølgende tid var han dog - forståeligt nok - ramt af skyldfølelse, mens Nicoline Bertram prøvede at minde sig selv om, at det var et uheld.
Og cirka fem måneder senere blev hun gravid igen.
- Jeg havde hørt fra andre, der har mistet, at man skal få et barn mere. Det lød hårdt, men Svend har bare givet så meget, siger Nicoline Bertram og fortsætter:
- Jeg blev jo mor, dengang jeg fødte Marie, og da hun døde, følte jeg jo stadig, at jeg var mor. Jeg havde bare ikke nogen at være mor for. Det har jeg nu.
Har besøgt kirkegården med Svend
Thomas og Nicoline Bertram fortæller i I ‘Landmand søger kærlighed - Ekstra’, der blev optaget for et par uger siden, at de har ladet Maries børneværelse stå intakt siden hendes død.
For de har ikke på noget tidspunkt ønsket at gemme Marie væk.
Værelset står nu klar til lillebror Svend.
- Det er vigtigt for os, at hun fortsat er en del af vores liv. Og Svend får også at vide, at han har en storesøster, der ikke er her mere, når han bliver ældre, fortæller Nicoline Bertram.
Selvom Svend kun er en uge gammel, har de allerede haft ham med på kirkegården og besøge Maries gravsted.
- På den måde kunne vi vise ham frem til Marie, forklarer Nicoline Bertram.
De er begge stadig i gang med at lære at leve med sorgen, og i den proces har Svend været en kæmpe gave - også dengang han var inde i Nicoline Bertrams mave.
Noget at glæde sig til
For der er stadig særlige begivenheder og dage, der er ekstra hårde at komme igennem. Eksempelvis Maries fødselsdag - og dødsdag.
- Men det har hjulpet at have Svend i maven og vide, at der ville komme noget godt. At have noget at glæde sig til.
Siden Maries død har parret fået professionel hjælp, og Nicoline Bertram fortæller, at det er noget, de vil fortsætte med, så længe det er nødvendigt.
Både i forhold til at bearbejde sorgen, men også for at få talt om frygten for at miste igen.
- Det er helt klart en følelse, der skal bearbejdes. Især for mit vedkommende, fortæller Nicoline Bertram og fortsætter:
- Jeg bebrejder ikke Thomas, og jeg har tillid til ham, men jeg tænker, det ville være mærkeligt, hvis jeg ikke følte den her frygt.
De taler ikke kun med professionelle. Faktisk har Thomas og Nicoline Bertram talt rigtig meget om ulykken, tabet og sorgen under hele forløbet.
- Jeg har ikke noget imod at folk spørger ind til det. Det er bedre end slet ikke at spørge, siger hun og fortsætter:
- For mig er det vigtigt, at et tab ikke bliver et tabu.
Flere artikler fra tv2.dk