- En dag råber de ikke dit navn mere, og så vil du fortryde det
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Joakim Mæhle nyder, når de danske fans synger hans navn.
Uanset om han gør det godt eller mindre godt, har de danske fans har et ømt punkt for Joakim Mæhle.
Det bekræftede én situation i EM-kampen mod England torsdag aften, hvor den danske back i slutningen af første halvleg sendte et helkikset indlæg køkkenvejen og skvattede i samme sekvens. Det er normalt sådan en situation, man helst bare vil glemme. Men det er svært, når flere tusinde fans bare begynder at synge ens navn.
- Den (sekvensen med det kiksede indlæg, red.) har jeg allerede hørt lidt for i lejren. Men selvfølgelig er jeg superglad for, at de (fansene, red.) er der og bakker op. Så kan det godt være, at det nogle gange lige er i overkanten, siger han til TV 2 Sport og smiler.
Vise ord fra Schmeichel
En af de spillerne, som de danske fans også har en fast slagsang til, er Kasper Schmeichel. TV 2 Sport undlader – qua det friske sprogbrug i lyrikken – at skrive ordene ud her. Men det er noget med, at han er en mur.
Den rutinerede keeper nyder opbakningen og har aldrig taget den for givet. Det råd har han videreformidlet til Mæhle.
- Men som Schmeichel sagde til mig på et tidspunkt: En dag råber de ikke dit navn mere, og så vil du fortryde, at du ikke har nydt det. Så jeg nyder det, så længe det varer.
Kunne ikke høre hinanden på banen
Efter en plads på bænken i første kamp startede den danske darling inde mod England, hvor han i 90 minutter løb rundt i et dansk lydinferno, der stresstestede taget på Frankfurt Arena.
- Det var en fantastisk kulisse. Nu snakkede jeg lige med Borre (landsholdets pressechef, red.), der sagde, at der faktisk var flere i Stuttgart, men det føltes, som om der var dobbelt så mange her. Så det var en helt sindssyg kulisse og noget, vi sætter virkelig stor pris på.
- Det var svært at høre hinanden, men når man kan høre de danske fans, gør det ikke så meget, siger Mæhle.
Nu ser den danske back og resten af holdet frem til at se, høre og opleve den rød-hvide hær i München, hvor Danmark spiller skæbnekamp tirsdag aften mod Serbien.
- Stemningen er god. Præstationen i går (torsdag, red.) gav et moralsk boost og en masse selvtillid. Vi glæder os simpelthen bare til at spille næste kamp nu, siger Mæhle.