Risiko for glatte veje i Nordjylland
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Der er risiko for glatte veje de kommende nætter
Vinteren er vendt tilbage med frost og sne.
De første to uger af januar har været ekstraordinært milde.
Langt de fleste dage har middeltemperaturen ligget over fem grader, hvilket er noget over det normale for årstiden.
Derfor har frost og sne nærmest været ikkeeksisterende – indtil nu.
I denne uge har mere normalt vintervejr nemlig meldt sin ankomst med kulde og sne.
Således er nattefrosten på vej tilbage, mens snebyger i ugens løb har dækket cirka 20 procent af Danmark i hvidt.
Med vintervejrets tilbagekomst skal man som trafikant igen til at være opmærksom på glatte veje, når der de kommende dage er udsigt til is- og sneglatte veje.
Risiko for glatte veje i hele landet
Der har allerede været registreret lokal frost de sidste par morgener.
Samme udsigter er der den kommende nat, hvor nattefrosten endda ser ud til at blive mere udbredt. Men selvom temperaturen skulle holde sig over frysepunktet, er der stadig risiko for glatte veje.
Temperaturen måles i to meters højde, men lige over jordoverfladen kan luften være koldere end det, termometret viser.
Vejbanerne er mange steder våde efter en sjaskvåd start på januar. Derfor er der forøget risiko for frysende våde vejbaner.
Udover isglatte vejbaner er der også risiko for sneglatte veje.
Der er allerede faldet sne flere steder i Jylland og på Fyn. Torsdag er der nye sneforsyninger på vej til særligt de sydlige og østlige landsdele.
Frosten holder ved
Risikoen for glatte veje ser ud til at vare ved resten af ugen, hvor der forventes ned til cirka fem graders frost flere af nætterne.
Samtidig er der udsigt til, at dagtemperaturen kun lige akkurat kommer over frysepunktet i weekenden.