Serhii kæmpede i Ukraines blodige brændpunkt – nu behandles han i Nordjylland

Den ukrainske by Bakhmut har i månedsvis været et glohedt brændpunkt i krigen mod Rusland.

Kampene i byen har været blodige og har krævet mange dødsofre og mange sårede. Nogle af de sårede befinder sig i øjeblikket i Danmark.

Serhii Palmarchuk sidder alene i en lejlighed i Aalborg.

Han har været i Danmark siden starten af marts. Inden da kæmpede han mod russerne siden krigens udbrud i februar sidste år og i den sidste måned ved fronten i Bakhmut.

- Det er umuligt at beskrive med almindelige ord. Solen skinner aldrig, og alt er gråt hele tiden. Det ligner noget fra en gyserfilm. Det er gråt og grumset. Selv ingen træer eller buske er tilbage, alle er blevet sprængt væk, siger han om situationen i Bakhmut.

Serhii Palmarchuk er 34 år og blev skadet i benet i Bakhmut sidste måned. Da han blev tilset på et ukrainsk hospital, viste undersøgelser, at han har hudkræft.

Nu er han i Danmark for at modtage behandling, som det krigshærgede Ukraine ikke kan tilbyde ham.

Danmark vedtog side om side med resten af EU-landene i marts sidste år at modtage krigsskadede ukrainere. Danmark forpligtede sig til at modtage op mod 200 syge eller krigsskadede ukrainere.

Vurderingen af krigsskadede soldater bliver foretaget af EU’s general­direktorat for humanitær bistand og civilbeskyttelse (DG ECHO), og Danmark har per dags dato modtaget 109.

Serhii Palmarchuk er omtrent 2000 kilometer fra ødelæggelserne og kampene i Bakhmut, men krigen fylder stadig næsten alt for den 34-årige ukrainer, og han følger nøje med.

- Jeg tænker altid på det, siger han:

- Jeg ser nyheder, taler med fyrene, der stadig er der. Jeg kigger hele tiden på krigskortet og kan se, at russerne har indtaget positioner, som vi holdt før, og jeg husker, at vi holdt en korsvej, som russerne nu har indtaget, siger han.

Et bombardement vi ikke havde set før

31. august ankom 53-årige Oleksii Atroschenko til Danmark. Han kæmpede i Bakhmut siden starten af juni. I dag kæmper han stadig om end en anden kamp.

Hans tjeneste sluttede brat, da en mortergranat eksploderede i nærheden af ham, og siden 15. december har han boet på Neurorehabilitering Midt i Hammel uden for Aarhus, hvor han er i genoptræning.

Oleksii Atroschenko bærer de fysiske tegn på kamp. Han pådrog sig skader på hovedet og i hjernen, han bliver ofte svimmel, får humørsvingninger, og han har mistet meget af kontrollen over sin ene arm.

- Vi kom under stærkt bombardement. Et bombardement vi ikke havde oplevet før. De begyndte at skyde mod os. Meter for meter kom det tættere på, da en granat kom flyvende direkte imod mig, siger han.

Når sårede soldater skal modtage behandling i EU-lande, bliver de fordelt gennem EU-systemet, men de har selv indflydelse på, hvor de gerne vil modtage behandlingen.

Oleksii Atroschenko blev spurgt, hvor han gerne ville modtage behandling. Det var ligegyldigt, sagde han, så længe landet kunne hjælpe ham.

- Danmark klarede alle udgifterne, siger han.

Danske læger var klar, men der kom ingen

Da EU-aftalen om at modtage sårede og syge ukrainere blev iværksat, gjorde danske sygehuse sig klar. Læger og afdelinger gik i beredskab for at modtage soldater med "friske" skader, der blot var stabiliseret til at kunne klare turen fra Ukraine til Danmark.

Men lægerne blev overrasket. For i det første lange stykke tid, kom der ingen.

- Vi troede jo, at vi fik dem relativt tidligt efter, at de blev krigsskadet. Det var det, vi forberedte os på med det udstyr, vi skaffede til huse. Virkeligheden var, at de havde været længe undervejs og havde været igennem en masse behandlinger, inden vi fik dem, siger Sten Larsen.

Sten Larsen er cheflæge ved ortopædkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, og han har såvel som andre læger på andre sygehuse måttet se i øjnene, at det var en anden type patienter, som skulle modtage hjælp.

I stedet for sår og skudhuller, var det andre og langt mere behandlingskrævende skader, som skulle behandles.

- Når man får patienterne sent, på et tidspunkt hvor vævet selv har forsøgt at hele og samtidig har svære infektioner, så bliver det en helt anden strategi for behandlingen. I en del tilfælde er de endt med nogle resultater, som vi ikke forventer at se, hvis patienten var blevet primært behandlet hos os, siger Sten Larsen.

Vil tilbage og kæmpe

Oleksii Atroschenko har en far og en mor, der bor i Kyiv. Hans kone er død, men han har en søn, der bor i Krim, og han vil gerne tilbage til Ukraine.

- Det er vigtigt for mig at komme i bedring. Hvis min højre arm kan fungere ordentligt igen, kan jeg komme tilbage til kampen. Det er kun den her arm, der ikke virker, men den den anden virker fint. Benene virker, men jeg er nødt til at træne dem mere selvfølgelig, siger han:

- Jeg ville tage i krig igen, siger han og begynder at græde.

- For jeg ved, hvor svær situationen er der lige nu for vores drenge.

Serhii Palmarchuk har ingen planer om at blive i lejligheden i Aalborg. Han håber, at han inden længe kan vende hjem.

- Jeg har ikke et stærkt behov for at vende tilbage til Bakhmut, men jeg ville nok stadig tjene i hæren. Jeg kunne lide det. Jeg nød at være soldat, men lægerne forbød mig at tage tilbage til hæren. De siger, at jeg ikke er i stand til at kæmpe. Måske senere når jeg kommer til hægterne, siger han.