Vingegaard roser aflysning - men ser også et problem
Foto: TV2 SPORT
Fredagens aflysning kan blive en ulempe for Jonas Vingegaard, men danskeren roser alligevel arrangørernes beslutning.
Jonas Vingegaards fredag blev så rolig, at han tullede rundt med en kop kaffe i hånden, da TV 2 SPORT mødte ham foran Jumbo-Vismas hotel.
Aflysningen af 6. etape af Paris-Nice betyder nemlig, at Vingegaards arbejdsdag blev reduceret til tre kilometers paradekørsel i startbyen.
Det kan jo gøre, at folk er mere friske til de to sidste etaper
Jonas Vingegaard
Og selvom det er rart med en mindre stressende dag, ville danskeren nu hellere have haft en helt normal dag på arbejdsfronten.
- Jeg synes først og fremmest, at det er ærgerligt, at vi ikke kommer til at køre cykelløb, indleder Vingegaard, inden han uddyber:
- Men jeg synes helt klart også, at det er den bedste beslutning. Der skulle vist også have været nogle væltede træer, der gør, at vi heller ikke kunne køre på ruten, så jeg tror helt klart, at det er for rytternes bedste.
Danskerens sportsdirektør Marc Reef fortæller til TV 2 SPORT, at vinden var så voldsom ude på ruten, at det var svært at styre holdbussen grundet kraftige vindstød.
Derfor bakker han Jonas Vingegaard op om, at det var helt rigtigt at aflyse fredagens etape.
Kan blive en ulempe
Lørdag venter i stedet løbets formodede kongeetape. Den glæder Vingegaard sig til, men han frygter lidt, at dagens aflysning bliver en ulempe for ham.
- Det kan jo gøre, at folk er mere friske til de to sidste etaper på en eller anden måde, og det er måske ikke til min fordel.
- Men jeg tror ikke, at det som sådan ændrer dynamikken i cykelløbet. Det kommer til at blive sjovt, og jeg glæder mig til weekenden, slutter danskeren.
Paris-Nice vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.