Frederikshavn Kommune står til at miste stort millionbeløb
Udlignings-ordningen skal sikre et ensartet serviceniveau over hele landet, og det betyder, at velstillede kommuner afgiver penge til økonomisk svage kommuner. Der er flere modeller i spil. Fælles for dem er, at de alle ser ud til at gi' Nordjylland en samlet gevinst på mellem 123 og 239 millioner kroner
Frederikshavn Kommune får i dag over 1,2 milliarder om året i tilskud fra staten, men kommunen står til at miste adskillige millioner, når Folketinget beslutter, hvordan udligningsordningen skal se ud fremover.
Frederikshavn Kommune ser ud til at blive den store taber i Nordjylland, når Folketinget vedtager, hvordan udligningssystemet skal se ud i fremtiden. De andre nordjyske kommuner står umiddelbart til at få flere penge end hidtil, men kan også risikere at ende med et minus.
Helt præcis kan det ende med, at Frederikshavn Kommune skal få et budget til at hænge sammen med mellem 39 og 55 millioner kroner mindre end nu. Og det kan komme til at gøre ondt.
Sådan lyder det fra Hjørring Kommunes borgmester Arne Boelt, som også er formand for KKR Nordjylland, der repræsenterer de nordjyske kommuner.
- At Frederikshavn mister lidt mere end andre på selve beskæftigelsesområdet, tror jeg, er forventet. Men det er i størrelsesordenen 14-15 millioner kroner. Det tror jeg også godt, at Frederikshavn selv ved, at de vil gøre. Men at de skal slagtes i det her, var der ikke nogen, der havde forventet, siger Arne Boelt (S).
Udligningsordningen er lavet for at sørge for et ensartet serviceniveau over hele landet. Det betyder, at velstillede kommuner afgiver penge til økonomisk svage kommuner.
Det såkaldte Finansieringsudvalg har lavet fem modeller for, hvordan det fremtidige udligningssystem kan blive udformet. Tre af modellerne er stadig i spil, og her står Frederikshavn Kommune til at få mellem 39 og 55 millioner mindre, end kommunen får i dag.
- Vi er en kommune, der er ret afhængige af, at der bliver et udligningssystem, der tager højde for, at vi er svært pressede, siger Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune.
Kan miste trecifret millionbeløb
Det tilskud, kommunerne har fået fra staten til at få borgere i beskæftigelse, vil fremover blive indregnet i udligningsordningen. Derudover er det usikkert, hvad der sker med det såkaldte finansieringstilskud. Hvis Frederikshavn Kommune mister begge tilskud, kan reformen koste kommunen over 100 millioner kroner om året.
Hvis vi får fjernet rigtig mange penge og skal hæve skatten, så kommer vi til at have en ringe service og en høj skat.
Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune
- Hvis vi får fjernet rigtig mange penge og skal hæve skatten, så kommer vi til at have en ringe service og en høj skat, og det er slet ikke formålet med udligningen, siger Birgit S. Hansen.
Samlet set står de nordjyske kommuner til at få tilført flere penge igennem udligningssystemet, end de har fået i de seneste år. Arne Boelt frygter dog, at den manglende gennemsigtighed i udligningsordningen i sidste ende kan føre til, at de nordjyske skatteborgeres penge forsvinder ud af regionen.
- Hvorfor er det, at vi skal betale for en beskæftigelsesreform, som Mette Frederiksen har lavet i sin tid? Det er jo det, vi reelt skal. Jeg håber bestemt ikke, at socialdemokraterne er med på sådan en skævhed. Hvis de er det, så synes jeg, der er mange ting, der er blevet underlige i det parti, jeg er medlem af, siger Arne Boelt.
I Frederikshavn håber borgmesteren, at Folketinget tænker sig nøje om og ikke bare vedtager en af de modeller, Finansieringsudvalget har udformet.
- Det hjælper ikke, at man laver nogle modeller, der faktisk næsten flytter penge fra provinsen til hovedstaden, når vi har så lav en service og høj skatteprocent. Så er det en ommer, siger Birgit S. Hansen.
Folketingspolitiker ind i sagen
Og en ommer mener også det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), at modellerne til en ny udligningsreform er. I hvert fald når en trængt kommune som Frederikshavn kan miste penge på dem.
Derfor har han fredag stillet to af de såkaldte §20-spørgsmål til indenrigsministeren netop på baggrund af Frederikshavn Kommunes situation:
"På baggrund af Finansieringsudvalgets rapport om justering af udligningssystemet ønskes det oplyst, hvordan ministeren vil sikre, at Frederikshavn Kommune – som officielt er én af landets fattigste – ikke bliver så hårdt ramt af en udligningsreform, som alle rapportens fem modeller lægger op til?"
"På baggrund af Finansieringsudvalgets rapport om en ny udligningsmodel ønskes det oplyst, om ministeren mener, at det er rimeligt, at Frederikshavn Kommune vil blive den kommune, som i absolutte tal taber næstmest på omlægningen af beskæftigelsestilskuddet, nemlig 56,1 mio. kr., hvilket svarer til 1/3 af Frederikshavn Kommunes nuværende beskæftigelsestilskud."
Der er endnu ikke kommet noget svar fra indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).