Anne Marie inviterede hele familien med: Kanaltur i Løgstør udsolgt en måned i forvejen
312 deltagere nåede ikke at få en plads.
Ved Frederik den 7. kanal i Løgstør stod den søndag på kanalrally med indlagt musik, mad og fortællinger om stedets historie.
Arrangementet er gennem årene blevet så stor en succes, at der i år var udsolgt en måned i forvejen.
- Det blev en succes fra starten af, men nu har vi jo udsolgt langt tid før arrangementet skal afvikles. Det har vi aldrig prøvet før, siger Heine Pedersen, medarrangør, Lions Club Løgstør.
Det var Heine Pedersen der i sin tid fik ideen til Kanal Gourmet & Kultur Rally som i år afvikles for 11. gang.
Vil dele oplevelsen med familie og venner
Konceptet er meget enkelt. Man går i grupper langs kanalen og får fortalt om egnes historie. Stopper ved boder hvor der er smagsprøver og nogle steder endda musik. Publikum elsker det.
- Det er den friske luft og gåturen. Og det, at vi får noget at spise, som smager godt, siger Bjarne Poulsen, der deltog i søndagens kanalrally.
En af dem, der også nåede at få billet - ikke bare til sig selv men til en hel gruppe - var Anne Marie Jeppesen, som valgte at fejre sin 60-års fødselsdag, med en tur langs kanalen.
- Jeg er ikke til det der suppe, steg og is. Jeg synes bare, det er så dejlig en tur, at det vil jeg gerne dele med alle mine venner og familie, så de kunne se, hvad det er for noget, forklarer hun.
312 deltagere nåede ikke at få en plads, inden der var udsolgt, men arrangørerne afviser, at de kan øge deltagerantallet.
- Vi kan ikke have flere med, end vi har i år. Vi skal have det til at passe med, at vi kan sejle dem frem og tilbage med bådene, og vi skal sørge for, at folk får en god oplevelse ved boderne. Det her er det maksimale, vi kan være, siger Heine Pedersen.
Efter turen langs kanalen sejles grupperne tilbage til Løgstør, hvor turen forsatte op i byen.
Se hele inslaget herunder: