Ansatte frygter beboer, som bosted ikke er godkendt til at have boende

Mindst to beboere på det kommunale bosted Løgstør Tilbuddene falder udenfor den målgruppe, som tilbuddet er godkendt til. Det fastslår Socialtilsyn Nord efter et rutinebesøg på bostedet på Bøgevej i Løgstør.

Løgstør Tilbuddene er et døgntilbud for voksne udviklingshæmmede med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. 

Der bor omkring 55 beboere i tilbuddets syv huse på Bøgevej i Løgstør. Blandt dem er en mand, som har været involvet i flere overfald på stedets ansatte. En af dem, som blev overfaldet, er socialpædagog Tanja Henningsen. 

Artiklen fortsætter under videoen:

 

Den mandlige beboer overfaldt hende en søndag formiddag 21. juli sidste år. 

quote Han er stor og muskuløs. Med de bare næver kunne han dræbe.

Tanja Henningsen, sygemeldt pædagog

Manden har boet i botilbuddet i en årrække uden problemer, men op til overfaldet på Tanja Henningsen sidste år ændrede han ifølge hende adfærd, så han blev mere udadreagerende. 

- Jeg oplever en stigende ændring. Jeg oplever en beboer som ikke kan rumme at være i det hus, som han bor i. Der er for mange lyde, som stresser ham. Der er andre beboere, som ikke er et godt match for ham, siger Tanja Henningsen. 

Hendes forklaring bekræftes af flere ansatte. De ønsker af hensyn til deres job at være anonyme.

Løgstør Tilbuddene består af 7 huse. Her bor 55 voksne udviklingshæmmede borgere.
Løgstør Tilbuddene består af 7 huse. Her bor 55 voksne udviklingshæmmede borgere.
Foto: Jesper Christiansen

TV2 Nord afslørede i foråret 2019 en række grove sager på kommunale bosteder i Byen i Byen i Aalestrup og på Bøgevej i Løgstør. Det førte til, at to kommunale chef forlod deres job.

Sagerne fik også Vesthimmerlands Kommune til at lave en omfattende intern redegørelse om forholdene.

Her erkendte kommunen dengang, at syv personer var fejlvisiteret, og at man fremover skulle reagere, hvis borgerne ændrede adfærd og dermed kom udenfor den godkendte målgruppe.

quote Selvfølgelig vurderer vi hele tiden, om vi er i stand til at tage varer på borgerne, og om vi er det rette tilbud. Det gør vi løbende med alle vores beboere.

Anne Krøjer, sundhedsdirektør i Vesthimmerlands Kommune.

Om den mandlig beboer stadig opfylder kravene for at bo på bostedet, vil sundhedsdirektør i Vesthimmerlands Kommune Anne Krøjer ikke fortælle.

- Det er en personsag, og det kan jeg ikke kommentere, siger hun. 

Socialtilsyn Nord har været på kontrolbesøg i Løgstør Tilbuddene mindst en gang om året de seneste tre år, og i hver tilsynsrapport påpeger tilsynet, at der er konstateret, at der er visiteret borgere udenfor den godkendte målgruppe. 

I en rapport offentliggjort 10. juli 2020 påpeger Socialtilsyn Nord, at Løgstør Tilbuddene har borgere boende, som bostedet ikke er godkendt til.
I en rapport offentliggjort 10. juli 2020 påpeger Socialtilsyn Nord, at Løgstør Tilbuddene har borgere boende, som bostedet ikke er godkendt til.
Foto: Jesper Christiansen

- Det betyder, at tilsynet er opmærksom på, om vi har beboere, som vi ikke må have. Det er vi bestemt også selv, og vi har ingen interesse i at gøre noget, vi ikke må, siger Anne Krøjer. 

Ifølge Anne Krøjer har kommunen redegjort for, hvordan man løser opgaven med de borgere, som Socialtilsyn Nord mener er udenfor målgruppen, men da der er tale om personsager kan hun ikke kommentere på dem. 


Seneste nyt

fra Nordjylland