Arbejdsulykke på slagteri: Fik det dårligt efter udslip
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiet oplyser mandag morgen, at udslippet er sikret, og der er ikke fare i området.
Opdateret 8.30 - I alt er 13 personer kørt til tjek på sygehuset.
Politi og brandvæsen er mandag morgen til stede med adskillige udrykningskøretøjer på Vestre Skovvej på Danpo i Aars.
Politiet modtog en anmeldelse klokken 5.15, efter en person på slagteriet var blevet dårlig.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen:
- Fem personer har formentligt været udsat for ammoniak, men vi kan ikke sige det med 100 procent sikkerhed, lyder det fra vagtchefen, der endnu ikke har nogen oplysninger om personernes tilstand.
Ved 6.40-tiden oplyser politiet i et opslag på X, at udslippet er sikret.
Udslippet er sikret og der er ikke fare i området og kun fabrikkens område er spærret af lige nu. Brandvæsen, ambulancer og politi og læge er på stedet og sendes opfølgende info ud her. #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) April 8, 2024
Brandvæsnets målinger på stedet har dog ikke vist noget ammoniak i luften. Først blev der opsat en lang sikkerhedsafstand på flere hundrede meter. Den er nu nede på 50 meter, da målingerne ikke har vist noget udslip.
Beredskabet er at finde på stedet, hvor man frygter, der har været et udslip.
Slagteriets medarbejdere blev alle samlet udenfor fabrikken.
Arbejdstilsynet er underrettet og vil de næste timer undersøge, hvad der er sket.