Borgerne i Vesthimmerland slipper for sparekniven
Vesthimmerlands Byråd har fredag klokken 11.30 præsenteret budgettet for 2022.
Budgettet er på plads for 2022 i Vesthimmerlands Kommune. Udligningsreformen betyder, at kommunen slipper for at svinge sparekniven.
Der var stor jubel i Vesthimmerlands Kommune, da udligningsreformen i 2020 blev vedtaget. Kommunen kunne se frem til ikke mindre end 89,4 millioner kroner ekstra om året.
Det får borgerne i Vesthimmerlands Kommune nu glæde af. Fredag præsenterer byrådet i Vesthimmerlands Kommune budgettet for næste år, og heri fremgår det, at der ikke skal spares på hverken drift eller serviceniveau i 2022.
- Et samlet byråd bag budgetaftalen har ønsket at sikre en ansvarlig kurs og tryghed for både borgere og ansatte i kommunen ved ikke at lave besparelser og samtidig imødekomme nødvendige velfærds-indsatser, siger borgmester Per Bach Laursen, Venstre, i en pressemeddelelse.
100 millioner til anlægsinvesteringer
Sidste år afsatte Vesthimmerlands Kommune rekordmange penge til anlæg, da byrådet valgte at bruge 110 millioner på anlægsbudgettet.
Kommunen har også i år valgt at afsætte mange millioner til byggeriet af blandt andet Svømmecenter Vesthimmerland i Aars og den nye marina og højvandssikring i Løgstør.
Alt i alt bliver 100 millioner kroner sat af til anlægsinvesteringer. Det kommer også de vesthimmerlandske havne, byrum og skoler til gode. Flere af områderne står til at blive fornyet.
- Budgetaftalen 2021 indeholdt et historisk højt anlægsniveau med mange investeringer, og derfor har budgetaftalen for næste år ikke været nogen forbrugsfest, men mere en prioritering om at fastholde den stabile kurs og vedtagne investeringer i vores kommune, lyder det fra borgmesteren.
Budgettet er vedtaget af Vesthimmerlands Kommunes partier, som består af Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Dansk Folkeparti og VestHimmerlandsListen.