Brandslukningsarbejde fortsætter: 1200 tons affald skal flyttes

Nordjyllands Beredskab forventer at fortsætte arbejdet hos Aars Fjernvarme de næste dage.

Søndag aften opstod en brand i en af siloerne hos Aars Fjernvarme, og det slukningsarbejde kommer til at fortsætte de næste par dage. 

- Det brænder stadig godt inde i hallen, siger indsatsleder Casper Weisberg. 

Han forventer, at beredskabet vil være på adressen indtil onsdag, hvor der skal fjernes tonsvis af affald fra den silo, som er brudt i brand. 

- Der er 1200 tons affald, og vi bliver nødt til at have det hele ud af siloen, før vi kan være sikker på, at det er slukket. Branden er opstået nede i affaldet, så vi bliver nødt til at køre det hele ud, siger indsatslederen. 

Formodet brandårsag

Siloen, der er gået i brand, indeholdt blandt andet træ- og hugstaffald, og indsatslederen formoder derfor, at det er en selvantændt brand. 

- Når det bliver trykket og bliver komprimeret, så kan det udvikle varme og gløder, og når der bliver udviklet nok varme, så kan det starte, siger han. 

Herunder kan du se eftermiddagens billeder fra slukningsarbejdet:



Seneste nyt

fra Nordjylland