Drone fra Vadum lukkede militært luftrum: - Alles sikkerhed er på spil

Forsvarets flyvestation oplever stigende problemer med privatpersoner, som flyver med droner.

Luftrummet over Flyvestation Aalborg var søndag lukket i ti minutter. En drone 1,3 kilometer væk i 41 meters højde udløste alarmen. 

- Vi ser meget alvorligt på det. I går var der helt konkret en redningshelikopter, der var på mission. Den kunne så ikke komme tilbage for at fuldføre sin opgave, som er at redde menneskeliv, siger Morten Valentin Jensen, der er major og presseofficer hos Flyvestation Aalborg. 

Sat op i Vadum

Det er det helt store alarmberedskab, der bliver sat i gang, når droner registreres i militære luftrum. Derfor blev både Forsvarets egne folk samt politiet sendt i aktion. 

quote Det er alles sikkerhed, der er på spil i det her, så vi håber, at folk vil tage det seriøst og sætte sig ind i reglerne

Morten Valentin Jensen, major og presseofficer, Flyvestation Aalborg

- I går lykkedes det os ikke at fange vedkommende. Vi ved, at dronen har været sat op i Vadum, og nu er sagen overdraget til politiet, som efterforsker sagen videre, siger presseofficeren. 

Flyvestation Aalborg oplever flere og flere situationer, hvor privatpersoner flyver med droner for tæt på militærområdet. Alene i år har der været over 20 situationer, og det er mere end en fordobling i forhold til sidste år. 

- Det er en ret kedelig tendens. Det er alles sikkerhed, der er på spil i det her, så vi håber, at folk vil tage det seriøst og sætte sig ind i reglerne, for der er faktisk luftrum nok til, at vi kan være her alle sammen, lyder det. 

Store konsekvenser

Dronerne omkring flyvestationen udgør den sikkerhedsrisiko, at de kan ramme startende og landende fly. 

- Det kan få fatale konsekvenser, hvis den rammer rigtig træls. Det mest kritiske tidspunkt, når du flyver, er under starter og landinger, fordi man ikke har så mange manøvremuligheder. Det er klart, at hvis den (dronen, red.) tager en motor ud, eller den decideret ryger ind i cockpittet, hvor piloten sidder, så skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor galt det kan gå, siger Morten Valentin Jensen.

Majoren har en klar opfordring til de privatpersoner, som flyver med droner. 

- Sæt jer ind i reglerne. Flyv med dronerne som det er beskrevet, og er du i tvivl så stil spørgsmål. Der er masser af steder, hvor man kan stille spørgsmål henholdsvis på apps og på nettet, lyder det. 


Seneste nyt

fra Nordjylland