Danmarks bedste plejehjem ligger i Nordjylland
Der var stor glæde, da Friplejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund torsdag blev overrakt prisen som Danmarks bedste plejehjem.
Friplejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund er kåret til landets bedste plejehjem. Det er en afstemning ved landsorganisationen Danske Seniorer, som har sendt den flotte pris til Vesthimmerland.
Med bare to stemmer mere end anden pladsen gik dette års bedste plejehjem til Friplejehjemmet Hesselvang, som ligger i Hvalpsund.
Per K. Larsen, som er landsformand for Danske Seniorer, mener, at afstemningen er et klart signal til politikerne om, at plejehjemmene skal have større frihed.
- Fire af de fem plejehjem, der gik videre til den endelige afstemning, er selvejende institutioner med engagerede bestyrelser. Vi læser det som, at de frie plejehjem udnytter den frihed, de har, til at indrette sig, så borgerne i området synes, at de er Danmarks bedste, siger han.
Ikke langt fra idé til handling
Visionen for plejehjemmet er, at alle skal få de oplevelser, de kan. Og det kan kun lykkes, fordi de cirka 40 frivillige stiller op igen og igen, hvor de og de resterende 32 medarbejdere har frihed til at komme med idéer.
- Vi har mange medarbejdere, der kommer med idéer, og når de kommer med idéer, så kan bestyrelsen hurtigt tage en beslutning. Det er sværere i det kommunale, siger leder af Friplehjemmet Hesselvang, Pia Nielsen.
Man har spurgt medlemmerne af Danske Seniorer om deres reaktion på de mange beretninger om dårlige forhold på danske plejehjem.
Medlemmer har efterfølgende fået mulighed for at indstille et plejehjem til titlen. Det endte med mere end 200 indstillinger, hvorefter Danske Seniorers forretningsudvalg gik dem igennem og nominerede et plejehjem i hver region.
- Vi kan kun opfordre de nye kommunalbestyrelser til at besøge de fem plejehjem, der er indstillet, og møde de ansatte og frivillige, der gør deres for, at alle, trods alder og skrøbelighed, får aktive liv og oplevelser, siger landsformand, Per K. Larsen.
Pengepræmie medfølger titlen
Prisen for Danmarks bedste plejehjem blev givet til Friplejehjemmet Hesselvang torsdag.
Der var foruden titlen også en større pengepræmie at glæde sig over for blandt andet de 24 beboere. En sum på 20.000 kroner følger nemlig med, som beboerne og personalet kan bruge på en fest.
- Vi er rigtig glade for alle dem, der har stemt på os, så vi er blevet de bedste – vi er ovenud lykkelige, siger Pia Nielsen, leder af Friplejehjemmet Hesselvang