Emelie prøver kræfter med smedefaget på Herregårdenes Dag

Søndag blev der afholdt Herregårdenes Dag på omkring 30 slotte og herregårde i landet - heriblandt på Herregården Hessel nær Farsø.

Der strikkes og kniples, og i værkstedet svinges hammeren. Flere familier blev i løbet af formiddagen og eftermiddagen sendt et smut tilbage i tiden for at opleve, hvordan livet var på en herregård efter middelalderen.

- Det er fedt at opleve, siger Emelie Madsen, som er på besøg på Herregården Hessel sammen med sine forældre og resten af familien.

Den unge herregårdsgæst er i fuld færd med at smede et blad, som skal hænge i en halskæde, hvis ellers det færdige resultat bliver godt nok.

Her er Emelie i gang med at hamre mønstre ind i bladet.
Her er Emelie i gang med at hamre mønstre ind i bladet.

Stof til eftertanke

Herregårdenes Dag skal være med til at sætte fokus på landets slotte og herregårde, som er en væsentlig del af den danske kulturarv, og ifølge Emelies mor Ulla Madsen giver besøget stof til eftertanke.

– Man stopper nok lidt op og tænker over, at alting ikke behøver at gå så stærkt. Og så er det bare ufatteligt interessant, at mange af de ting, vi kan gøre i dag, skyldes, at vi faktisk fandt på noget for mange år siden, siger hun.

Her kan du høre om familiens oplevelse på gården.

Udover de mange aktiviteter af håndværksmæssig karakter kunne gæsterne også gå på opdagelse i snapselauget, hvor der var rigeligt med smagsprøver. Selvom der langt fra blev drukket op, så var museumsdirektøren glad for, hvordan dagen forløb.

- Det har været en rigtig god dag. Først regnvejr, nu solskin, dejlige gæster og meget nysgerrige gæster, og det, synes vi jo, er rigtig dejligt.


Seneste nyt

fra Nordjylland