Fem års ventetid på svar

Solhaven nåede at gå konkurs længe før Socialministeriet svarede på et simpelt spørgsmål stillet i 2012 - Derfor kunne Vesthimmerlands Kommune fortsætte med at behandle opholdsstedet ulovligt.

- Det, synes vi virkelig, er rystende, at nogen kan træffe en ulovlig beslutning og så slippe godt fra det, siger Solhavens tidligere leder, Søren Virenfeldt.

Sagen handler om et svar, som Solhaven altså skulle vente i næsten fem år på. Her slår Socialministeriet fast, at Vesthimmerlands Kommune ikke havde hjemmel i loven til at tvinge Solhavens priser ned. Det fremgår også, at da Vesthimmerlands Kommune selv spørger til sagen, var der langt hurtigere svar fra ministeriet:

- Jeg synes, det er rystende, at man skal vente i fem år for at få et svar - specielt set i lyset af, at Vesthimmerlands Kommune kunne få det på 14 dage,  Søren Virenfeldt.

Den lange sagsbehandlingstid i Børne og Socialministeriet kommer nu op i Folketinget. Det nordjyske medlem af Socialudvalget Orla Hav (Soc.dem.) vil have en forklaring af ministeren.

- Hvad i alverden er der foregået, siden der er gået så lang tid. Det er ikke i orden. Jeg vil sikre mig, at folk ikke kommer til at vente i fem år på spørgsmål, som de sender i fremtiden, for det er ikke rimeligt, siger Orla Hav.

Børne- og Socialministeriet har i deres svar beklaget den lange sagsbehandlingstid, men det hjælper ikke Søren Virenfeldt lige nu. Han mener at Solhaven gik glip af næsten syv millioner kroner på grund af Vesthimmerland Kommunes ulovlige forvaltning.

- Man burde kunne svare indenfor en meget kortere tidsfrist, fordi det er jo ikke noget ved at få ret fem år efter, så er sagen jo ligesom kørt, siger Søren Virenfeldt.

Mandag eftermiddag svarer Børne- og Socialministeriet følgende på TV2 Nords henvendelse.

- Ministeriet har, som meddelt tidligt i forløbet, ikke kompetence til at træffe afgørelse i sagen, men kan alene komme med en vejledende udtalelse. Der har været tale om en kompleks juridisk sag, som har medført behov for at gennemgå et omfattende materiale. Svaret til LOS (Solhaven) vedrørte en bredere problemstilling end svaret til kommunen, idet der var behov for en afklaring af retstilstanden før lovændringen i 2011, som der har været usikkerhed om. Derudover har der været behov for at inddrage Kammeradvokaten af flere omgange. Uanset dette har der dog været en alt for lang sagsbehandlingstid i denne sag, hvilket ministeriet skal beklage.


Seneste nyt

fra Nordjylland