Himmerlandskød satser på nyt slagteri til 200 millioner kroner

Himmerlandskøds nye slagteri blev fredag eftermiddag indviet. Med 16.000 kvadratmeter og et trecifret millionbeløb satser de benhårdt på fremtiden.

Snoren til Himmerlandskøds nye slagteri blev ikke klippet, men hakket over med en kødøkse fredag eftermiddag. Det nye slagteri i Aalestrup rummer 16.000 kvadratmeter og koster omkring 200 millioner kroner. 

- Der er for at fremtidssikre virksomheden. Før havde vi tre ældre anlæg med for lav kapacitet. Det har vi valgt at samle på ét sted, siger Christoffer Andersen, direktør ved Himmerlandskød. 

Tror på fremtiden

Det nye slagteri samler aktiviteterne fra de tre ældre slagterier i Aalestrup, Hadsund og Kjellerup.

Trods oksekøds omdiskuterede klimabelastning holder virksomheden fast i, at satsningen på 200 millioner kroner er det hele værd. 

- Vi håber og tror på, at når folk spiser mindre kød, så vælger de kød, der er produceret i Danmark og har en bedre kvalitet, siger direktøren. 

Himmerlandskød slog sidste år rekord i antal slagtninger. I 2021 blev der slagtet knap 120.000 dyr. I den nye bygning er der kapacitet til at slagte 3500 dyr om ugen. 

De stigende elpriser og buldrende inflation kan, ligesom hos mange andre erhvervsdrivende, også mærkes hos Himmerlandskød. Men det slår ikke skår i fremtidsdrømmene hos Christoffer Andersen. 

- Vi bliver i hvert fald testet på, om vi kan komme igennem det. Men vi tror på fremtiden, siger han. 

Borgmester jubler

Det er en positv borgmester i Vesthimmerlands Kommune, som står i det spritnye slagteri. 

- Det betyder alt, at Himmerlandskød vælger at blive her i kommunen. Det er jo en erhvervsudvikling, som vi har hungret efter, siger Per Bach Laursen (V).

Ifølge ham er det den største investering i en enkelt erhvervsvirksomhed, siden kommunen blev dannet. 

Per Bach Laursen er selv landmand og holdt indvielsestalen for slagteriet fredag eftermiddag. Han mener, at landbruget altid har været udsat for et stort pres fra samfundet. 

- Det rører mit hjerte, at det kan lade sig gøre. At vi selv i 2022 kan holde fast i landbruget, hvor der er så meget pres fra mange fronter, siger borgmesteren. 

quote Det betyder alt, at Himmerlandskød vælger at blive her i kommunen. Det er jo en erhvervsudvikling, som vi har hungret efter.

Per Bach Laursen, borgmester, Vesthimmerland Kommune, Venstre

Ordentlighed er vigtigst

Familien Andersen har drevet Himmerlandskød i 22 år, og ifølge Per Bach Laursen, kunne de ikke have gjort det bedre: 

- Den måde de gør det på, kan mange lære af. Det er med beskedenhed, ordentlighed, ordholdenhed – et ord er et ord, og der skal ikke skrives så meget ned. 

Trods energi- og klimakrise, så spår borgmesteren om gode vilkår for landbruget i fremtiden. 

- Der vil altid være et marked for oksekød, uanset hvilken politisk dagsorden, der bliver stillet. De bedste overlever, og det gør familien Andersen, slutter han. 


Seneste nyt

fra Nordjylland