Høstfest i Løgstør

Stor festivitas i limfjordsbyen i dag, hvor det blev fejret, at muslingesæsonen er i gang.

Festlighederne startede med at en af Limfjordsmuseets både fragtede tusindvis af muslinger til byen. Herefter blev muslingerne kørt op i Østerbrogade, der blev forvandlet til en stor Open Air-restaurantionsgade, hvor lokale kokke stod klar til at tilberede dem over åben ild. Hvert år præsenteres der nye smagsvarianter for de mange gæster, der ikke skal have penge op af lommen.

De smager helt fantastisk og er rigtig kødfyldte, og så er de jo gratis, hvilket heller ikke ødelægger smagen, fortæller Kira Eriksen, der sammen med sin familie havde taget turen fra Kjellerup til Løgstør.

Muslingerne i Limfjorden betragtes af mange som verdens bedste, fordi den langsomme vækst - på grund af vandtemperaturen - gør smagen meget mere koncentreret end i de større muslinger fra sydligere himmelstrøg.

Det er en festdag som vi alle ser frem. Det er hyggeligt med en snaps til, men det væsentligste og dejligste er muslingerne, siger Søren Christensen, der er ambassadør for Muslingebyen Løgstør.

Til sommer er der igen muslingefestival i Løgstør - for 14. gang.


Seneste nyt

fra Nordjylland