Hundelorte flyder på Overlades fodboldbane: - Det er ulækkert og pinligt
Både spillere og trænere er frustrerede, men ingen ved, hvem der står bag. Problemet fortsætter, selvom klubben har sat skilte op mod hundeluftning på stadion.
Det er lige nu ikke ret sjovt at gå til fodboldtræning i Overlade. Byens lokale og eneste fodboldbane flyder nemlig med hundelorte - det er bogstaveligt talt noget lort.
De mange hundelorte er til stor irritation for både spillere og trænere, som ofte bruger første del af fodboldtræningen med skovlen under armen i jagt efter hundenes efterlandskaber.
- Det er jo pinligt at invitere andre hold ind på den her bane. Det er dårlig stil, demoraliserende og ulækkert, siger træner Henrik Sloth.
- I sidste uge lå der to kager i feltet foran vores målmand. Han havde da ikke lyst til at kaste sig derefter, fortsætter han.
Det er jo pinligt at invitere andre hold ind på den her bane. Det er dårlig stil, demoraliserende og ulækkert
Henrik Sloth, fodboldtræner, Overlade
Der er ingen, der ved, hvem der lufter hundene på fodboldbanen og ikke samler op efter sig. Klubben satte for nylig skilte op imod hundeluftning, men siden da er problemet nærmest vokset.
I sidste uge, da klubben skulle spille kamp, lykkedes det at finde 17 hundelorte før kampstart - til stor frustration for byens U11-drenge.
- Hvis man laver en glidende tackling, kan man ende i en lort. Det er så klamt. Man får lort på tøjet, og det lugter, når man kommer hjem, siger en af spillerne, der opfordrer til handling fra hundeejerne.
- Det er en pligt at samle op efter sig selv. Det er en del af at have hund - ellers skal man ikke have det.