Hus fuldstændig brændt ned: Beredskab vil være til stede hele natten
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Indsatslederen oplyser, at man vil være tilstede på adressen indtil de tidlige morgentimer søndag.
Nordjyllands Beredskab kørte klokken 18.51 til en bygningsbrand på Æblevej i Overlade. Det er et overtændt hus med kraftig brand i taget, der er tale om.
Det oplyser indsatsleder på stedet Per Hansen til TV2 Nord.
- Det er en ældre villa, der er fuldstændig overtændt, og hvor branden er brudt gennem taget, så vi kan ikke komme ind, og det besværliggør vores indsats, forklarer han.
Beredskabet er derfor i skrivende stund i gang med at forsøge at redde den lille del af huset, der muligvis kan reddes.
- Den ene del af huset er fuldstændig brændt ned, der er kun mure, konstaterer indsatslederen og fortsætter.
- Huset er totalt brand- og sodskadet, så der er ikke meget at redde.
Tyder ikke på at være påsat
Branden menes formentlig at være startet i en tørretumbler eller vaskemaskine ifølge vagtchef hos Nordjyllands Politi Lau Larsen.
- Der er derfor ikke mistanke om, at den er påsat, men det er klart, at vi undersøger det, forklarer han.
Den seneste melding klokken 20.41 er fra politiet, at man vil lave en kontrolleret nedbrænding.
@BRSdk Nordjylland er kaldt til Assistance
— Nordjyllands Beredskab (@NjylBeredskab) October 7, 2023
På vej til Bygningsbrand villa/rækkehus
Assistance tilkaldt i massevis
Det var naboerne, der opdagede branden og ringede 112, ejeren selv er udenbys, og derfor er ingen kommet tilskade i forbindelse med branden.
Der er kaldt assistance fra både station Farsø og Aars samt Beredskabsstyrelsen, der blev tilkaldt klokken 20.16.
- Beredskabsstyrelsen er tilkaldt, da vi skal bruge luft til, når vi på et eller andet tidspunkt skal vi ind og efterslukke branden, for så kommer det til at gå stærkt, pointerer Per Hansen.
- Station Aars og Farsø blev tilkaldt af de første fremme på stedet, da vi skal bruge mandskab og for at kapacitetsopbygge op forhånd.
Vej spærret
Vejen er i forbindelse med branden spærret af beredskabets køretøjer, så det ikke er muligt at komme ind, men det er der heller ikke et ønske om, at man gør.
- Folk behøves ikke komme forbi og kigge, det vil vi gerne opfordre dem til at lade være med, understreger Per Hansen.
Huset ligger på en villavej, men der er ingen nabohuse i fare ifølge indsatslederen.
Indsatslederen oplyser, at man vil være tilstede på adressen indtil de tidlige morgentimer søndag.