Idræt og kultur åbner igen: Flere forestillinger er allerede udsolgt

I Løgstør er smilene store i Kultur- og Idrætscentret Lanternen. Efter to ugers nedlukning kan de i dag slå dørene op igen.

- Telefonen ringede allerede klokken fem i morges, fordi de første fitnessgæster gerne ville ind, siger Claus Jensen med et grin.

Han er halinspektør i Kultur og Idrætscenter Lanternen i Løgstør, og han har haft travlt siden torsdag, hvor det blev meldt ud, at idrætslivet igen må åbne i de nedlukkede kommuner.

- Det er vi glade for. Men vi blev også udfordrede, for telefonen ringede, og der var mange der skrev for at finde ud af, hvad de må, og hvornår de må komme ind. Folk er klar, og håndboldtrænere ringer for at høre, om de kan få ekstra tid her i weekenden, og fodboldtræningen går i gang her i eftermiddag, siger han.

- Der er ikke meget ved en død biograf

I Løgstør Bio har biografsalene været tomme i to uger, men det er slut nu. Fredag aften er flere af forestillingerne udsolgte, og bestyrelsen er glade for, at mange er klar på at tage i biografen igen.

- Det er vi selvfølgelig rigtig glade for, for at gå her og have en lukket biograf, der er helt død, det er der ikke meget ved, fortæller Mona Jensen, der er formand for bestyrelsen i Løgstør Bio.

Bestyrelsen har haft travlt med at blive klar til fredagens åbning, som kommer to uger før tid.

- Vi havde lige fået lagt et program, der skulle gælde fra 4. december, men det skulle vi skynde os at få ændret, så vi kan få vist de nyeste film. Det har været ret meget frem og tilbage, men vi er glade for, at vi ikke skal vente til december, siger Mona Jensen.

Massetest i Vesthimmerland

Fra næste uge fungerer Lanternen i Løgstør også som testcenter, når borgerne i Vesthimmerlands Kommune skal massetestes. Det var ikke et problem, da nedlukningen så ud til at vare til den 3. december, men det har givet en del logistiske udfordringer, nu hvor hallen kan åbne før tid.

- Folk er meget omstillingsparate i den her tid, så mon ikke det lykkedes at komme igennem det her også. Vi er selvfølgelig klar til at løfte opgaven, siger halinspektør Claus Jensen og tilføjer, at de er glade for at kunne hjælpe til med at teste borgerne i kommunen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland