Kommune erkender målefejl i stor byggerisag: Nu måles der korrekt
Foto: Privatfoto - Morten Holm
Vesthimmerlands Kommune har nu sat en chikane op, for at prøve at få folk til at gå tæt nok på deres måleudstyr, som kun kan måle to meter ud.
Vesthimmerlands Kommune har nu taget konsekvenserne af en forkert måling på en gå- og cykelsti ved vandtårnet i Aars, som har stor betydning i en sagen om et millionbyggeri. Den nye måling glæder borgerne i området.
En større chikane og et rykket måleapparat skal nu gøre en måling af, hvor befærdet en gang- og cykelsti ved Vandtårnet i Aars, er korrekt.
Vesthimmerlands Kommune har nemlig taget konsekvensen af en forkert måling og påbegynder nu målingen på ny. Chikanen skal for eksempel sørge for, at folk går tæt nok på måleudstyret, som derfor først nu kan måle korrekt.
- Det er positivt, at Vesthimmerlands Kommune lytter på os, siger Morten Holm, som er talsmand for arbejdsgruppen, der er en gruppe naboer til et større millionbyggeri ved Vandtårnet.
14 dage i ny høring
I går kunne TV2 Nord fortælle, at en forkert måling på gå- og cykelstien nu er en del af årsagen til, at et stort byggeprojekt foreløbigt skal 14 dage yderligere i høring.
Første gang byggeriet havnede på kommunens bord, betragtede Vesthimmerlands Kommune gang- og cykelstien som meget befærdet. Men efter den tvivlsomme trafiktælling har stien nu skiftet status, så den ikke længere fremstår særlig benyttet.
Derfor foreslog kommunen, at bygherren bag boligprojektet kunne købe et stykke af stien. På den måde kunne byggeriet lige præcis holde sig inden for den byggeprocent, som gælder for området.
Hvis nogen synes, at jeg går til grænsen vil jeg sige ja! Det er man nødt til, hvis man skal have en rimelig økonomi i et byggeprojekt.
Bygherre, Finn Hovalt Mathiesen
Men målingen fik kritik fra arbejdsgruppen.
- Vi har haft fat i kommunen et par gange i forhold til målingerrne. Gang- og cykelstien er cirka fem meter bred, men kommunens elektroniske tæller kan kun nå to meter ud på stien. Desuden har den været placeret, så den kun målte personer på 120 cm og derover, så mindre børn blev ikke talt med, sagde Morten Holm til TV2 Nord.
Vesthimmerlands Kommune måler på ny
Og kritikken har Vesthimmerlands Kommune taget til sig. De måler derfor, hvor befærdet stien er - igen.
De har derfor gjort stien mindre bred og sat måleren ned i højden.
- Vi har forlænget høringerne, og det har vi gjort, fordi vi er kommet i tvivl om de målinger, vi har lavet. Udstyret var sat forkert, og det har vi taget konsekvensen af, for det er ret væsentligt, at de tal, vi skal behandle ud fra, er korrekte, sagde formanden for Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Morten Ritter Andersen, fra de Konservative, til TV2 Nord i går.
Og det glæder Morten Holm.
- Tallene må være rigtig vigtige, når de vælger at udsætte høringen med to uger, og vi mener også, det er vigtigt for os naboer, for vi synes, stien er meget befærdet, og vi ønsker ikke, at den inddrages, og det er derfor, vi har protesteret, siger Morten Holm og henviser til, at børnehavebørn og skolebørn benytter stien.
- Selvom vi er uenige og protesterer mod det her, så har vi haft en rigtig god dialog med både bygherre og kommunen, siger Morten Holm.
Bygherre håber på afklaring
I går skrev TV2 Nord, at bygherren Finn Hovalt Mathiesen er ked af, at op imod 150 borgere og institutioner foreløbigt har gjort indsigelse mod hans byggeplaner - for han mener, at han hele tiden har fulgt Vesthimmerland Kommunes anvisninger.
- Jeg har jo arbejdet ud fra nogle rammer, der har været kendt i 20, når vi taler byggehøjde og byggeprocent. Det er jo ikke fri fantasi, men en forretning jeg driver, sagde Finn Hovalt Mathiesen.
Men Finn Hovalt Mathiesen lover at sikre gang- og cykelsti, så den bliver adskilt fra kørende biler - men han kæmper også for at gennemføre sit byggeri, som han allerede har investeret millioner i.