Kommune har brugt 90 millioner på nedrivning: Her er 300 huse jævnet med jorden

Tomme og faldefærdige huse skæmmer mange nordjyske landsbyer. I Vesthimmerland går kommunen aktivt til værks og køber huse op på tvangsauktion for at kunne rive dem ned.

Siden 2011 er der revet 300 huse ned i Vesthimmerlands Kommune finansieret af den statslige og kommunale nedrivningspulje, og her stopper det ikke. Endnu flere huse skal rives ned.

- Det er et langt og sejt træk. Vi vil gerne fortsætte de næste 10-15 år med nedrivningspuljen, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen (V).

Huse købt på tvangsauktion

Overlade er en af de landsbyer, hvor kommunen har revet huse ned, og her er man godt på vej til at jævne yderligere to huse. På to centrale grunde midt i byen ved kirken og Brugsen har kommunen på tvangsauktion købt to tomme huse.

De to ejendomme i Overlade har stået tomme i en længere periode.
De to ejendomme i Overlade har stået tomme i en længere periode.
Foto: Jesper Christiansen TV2/Nord

Den ene ejendom kostede kommunen 52.000 kroner, mens den anden blev købt for en krone. Fælles for dem begge er, at de er i dårlig stand og skæmmer bybilledet. Derfor skal de rives ned.

- Det her er en skamplet. Den glæder jeg mig til at få væk, siger borgmesteren, da han viser rundt på de to matrikler i Overlade, som kommunen nu står som ejer af.

Siden 2011, da nedrivningspuljen kom, har Vesthimmerlands Kommune revet 300 huse ned og brugt omkring 90 millioner kroner på nedrivningerne.

- Mange af dem har måske været købt op af nogen, som ikke passer dem ordentlig. Vi har gået ind med hård hånd og sagt, at vi ikke tror, at de her huse kan bruges til beboelse i fremtiden, og så har vi undgået, at der er personer, som har købt ejendommene op for at udleje dem til svagere borgere, siger Per Bach Laursen.

Når kommunen har revet et hus ned med støtte fra nedrivningspuljen, så får man refunderet 60 procent fra staten. Nedrivning af huse koster mellem 150.000 og 200.000 kroner.

Nedrivning for 90 millioner i Vesthimmerland

Vesthimmerlands Kommune er en af de nordjyske kommuner, som aktivt går ud og køber faldefærdige huse op.

I blandt andre Frederikshavn, Mariagerfjord og Aalborg Kommuner mener politikerne ikke, at det er en kommunal opgave at købe faldefærdige på huse tvangsauktion.

De seneste dage har vi på TV2 Nord afdækket, hvordan tre huse i Frederikshavn Kommune er endt som ejerløse, da de ikke er blevet solgt på tvangsauktion.

Og når et hus bliver registreret som uden ejer, så er der ingen til at give tilsagn om nedrivning. Derfor bliver husene stående.

- Frederikshavn Kommune har ikke interesse i at eje noget, som vi ikke skal drive eller bruge til noget fremadrettet, siger Brian Kjær (S), formand for distriktsudvalget i Frederikshavn Kommune.

I Frederikshavn Kommune vurderer man, at der er brugt 25 millioner kroner på at rive huse ned siden 2014. I alt er der blevet revet 128 bygninger ned, og kommunen forventer, at yderligere 12 ejendomme skal rives ned i år.

Over 2000 huse revet ned

I Nordjylland er over 2000 huse revet ned siden 2011. Thisted Kommune topper listen. Her har man brugt cirka 90 millioner kroner på at rive mellem 450 og 500 huse ned. De 90 millioner kroner er også gået til genhusninger og sager om skimmel.

Selvom kommunerne har revet mange huse ned, så anslås det, at der stadig er over 10.000 huse i Danmark, som er i så dårlig stand, at de burde rives ned.

- Nedrivningerne er med til, at vi sikrer, at lokalsamfundene har en vis standard, for hvem skulle ellers rydde op i det, siger Per Bach Laursen.

I Overlade bliver området midt byen sandsynligvis til parkeringspladser, når kommunen har revet husene ned. 

Krav for at ejendommen kan komme med i nedrivningspuljen:

- Ejendommen må ikke være beboet

- Boligen er beliggende i et landområde eller i en by med under 4000 indbyggere

- Bygningen er opført før 1960

- Bygningen er nedslidt eller mangler installationer

- For erhvervsejendomme er det en betingelse, at erhvervet er nedlagt og ejendommen ligger i en by med under 4000 indbyggere. 






Seneste nyt

fra Nordjylland