Landmand Alexander sår blomsterstriber til insekter: - Det er godt givet ud

I alt er 75 landmænd ved at så omkring 30 kilometer blomsterstriber i den nordjyske natur. Og det glæder landboforeningen Agri Nord.

Der skal skabes flere levesteder og et bedre fødegrundlag for markvildt og insekter som eksempelvis bier.

Det mener landboforeningen Agri Nord og en række nordjyske landmænd, som derfor er gået sammen om at så cirka 30 kilometer blomsterstriber i den nordjyske natur.

- Det gør vi for at skabe bedre fødegrundlag for insekterne, men også fordi der skal være noget pænt at kigge på i landskabet, forklarer Niels Thordal-Christensen, der er natur- og projektkonsulent hos Agri Nord.

Gammel ridebane bliver til nye levesteder

En af landmændene er Alexander Meldgaard fra Vesthimmerland. Han har fredag sammen med Agri Nord omdannet sin gamle ridebane til én kilometer blomsterstriber på sin landejendom ved Grønnerup.

- Det er for at få skabt nogle levesteder til insekterne, så vi har nogle af dem, som vi har brug for, siger Alexander Meldgaard og tilføjer, at blomsterstriberne primært er til ære for bier.

- For det er et problem i naturen i dag - at vi ikke har nok, siger han.

Landmand Alexander Meldgaard fra Grønnerup har fredag sået én kilometer blomsterstriber på sin gamle ridebane med hjælp fra landboforeningen Agri Nord. Om cirka en måned vil frøene blive til blomster i forskellige farver.
Landmand Alexander Meldgaard fra Grønnerup har fredag sået én kilometer blomsterstriber på sin gamle ridebane med hjælp fra landboforeningen Agri Nord. Om cirka en måned vil frøene blive til blomster i forskellige farver.
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord

Pressede insekter og bestøvere

Omkring 75 nordjyske landmænd er med i samarbejdsprojektet med Agri Nord. Heraf er størstedelen af landmændene fra Himmerland-området.

Det betyder samlet set, at der i alt bliver sået omkring 30 kilometer blomsterstriber i den kommende tid, og det glæder landboforeningen.

- Insekterne og bestøverne er pressede, fordi det danske landbrug er så dygtige og effektive, som de er. Så ved at tage noget jord ud og lægge blomsterstriber på dele af det, så skulle vi gerne kunne formå, at der er plads til begge dele, siger natur- og projektkonsulent Niels Thordal-Christensen.

I videoen kan du se hele fredagens indslag om blomsterstriberne.

Landmand Alexander Meldgaard håber på, at endnu flere af hans landmandskollegaer hopper med på idéen.

- Det er jo godt givet ud. Det mener jeg i hvert fald. Vi skal jo gøre noget som landmænd. Det bliver vi nødt til, siger han.

DANMARK REDDER JORD

Søndag den 23. maj ruller det store indsamlingsshow, "Danmark redder jord", over skærmen på TV 2.


Det sætter fokus på, at den danske natur mangler plads. Flere end 2400 arter er nemlig i fare for at forsvinde, fordi de mister levesteder.


Indsamlingsshowet begynder klokken 19.30. Her kan du læse mere om "Danmark redder jord".



Seneste nyt

fra Nordjylland