Livøs økolandbrug kan fortsætte
Foto: Søren Broust Hansen
En ny aftale mellem Regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet sikrer det økologiske landbrug på Livø.
Det økologiske landbrug på Livø kan fortsætte. Det er en del af en ny politisk aftale, der desuden skal bane vej for Danmarks to første naturnationalparker.
- Jeg er så glad. Livø har Naturstyrelsen arbejdet med i mange år for at skabe det, Livø er i dag. Det ville jeg være ked af, hvis det forsvandt. Det er en lettelsens dag, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V).
Nordjyske politikere har stået sammen
Siden regeringen sidste år sammen med Dansk Folkeparti varslede at lukkede det økologiske landbrug på øen, har der været uvished om øens fremtid.
Økologisk demonstrationslandbrug
- Siden starten af 1990’erne har fire af Naturstyrelsens landbrugsbedrifter været drevet som økologiske demonstrationsbrug. Livø Avlsgaard er et af disse økologiske landbrug.
- Den økologisk drift på Livø betyder, at belastningen af det omgivende miljø er minimal. Produkterne er uden medicin- og kemikalierester og dyrenes trivsel er i top. Når markerne ikke sprøjtes, er der mange flere smådyr og blomster, som igen giver føde til lidt større dyr og fugle. Økologisk drift kan dermed være med til at skabe biodiversitet.
- Generelt stiller reglerne for økologisk drift store krav til selvforsyning med foder til husdyrene og gødning til markerne. Behovet for selvforsyning øges yderligere på grund af Livø’s isolerede beliggenhed i Limfjorden.
- Omlægningen fra traditionel til økologisk landbrugsdrift startede i 1991. Ingen andre steder i Danmark har en hel ø været økologisk i så lang en periode.
Kilde: Naturstyrelsen
- Jeg føler, at vi nu er blevet hørt. De nordjyske folketingsmedlemmer har stået sammen om det, og særligt min kollega Theresa Berg (SF) har knoklet med det, siger borgmesteren.
Han håber på, at der denne sommer vil komme flere turister til øen for at opleve det økologiske landbrug. Og med de gratis færgeoverfarter, tegner det til at blive muligt.
- Livø er en perle. Det er et fristed, der er vigtig for turismen. Øen er en fortælling om uberørt natur kombineret med et samfund, som var en gang, siger borgmesteren.