Løgstør Fjernvarme dropper udvidelse af solfangeranlæg

For stor usikkerhed og manglende politisk afklaring om hvad fremtiden bringer, afholder fjernvarmeselskabet i Løgstør i at investere i endnu flere solfangere.

Løgstør Fjernvarmes planlagte udvidelsesplaner for solvarmeanlægget i Vindblæs er skrinlagt ind til videre. Man har netop besluttet at en udbygning af det eksisterende 15.000 kvadratmeter store solfangeranlæg alligevel ikke skal blive til noget. 

- Vi aner jo ikke hvordan reglerne er om bare få år, og investerer vi i nye solfangere nu, kan det vise sig ikke at være rentabelt på sigt, siger Uffe Bro, der er formand for Løgstør Fjernvarme og brancheforeningen Dansk Fjernvarme.

 Fredag bebudede solfangerproducenten Arcon Sunmark i Skørping, at man vil reducere antallet af ansatte med en tredjedel. 25 mand skal afskediges, fordi ordrebogen er ved at være tom. Det kommer ikke som nogen overraskelse for Uffe Bro, der godt kan forstå at heller ikke andre fjernvarmeselskaber tør investere i solfangeranlæg lige nu.

- Vi mangler afklaring på problemstillingen om energibesparelser. Om de afgifter, der er nu forbliver de samme. Om PSO-afgifterne bliver ændret eller ej, siger Uffe Bro.

PSO-afgiften, der er et stort politisk emner her i efteråret, bliver opkrævet over forbrugernes elregninger for at støtte miljøvenlig energiproduktion som fx solenergi.  

Det eksisterende anlæg i Vindblæs er lavet af det på verdensmarkedet dominerende nordjyske Arcon Sunmark. Det var også det firma, der skulle have leveret nye solfangere, hvis anlægget som planlagt ellers skulle have været udvidet. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland