Lokalpolitiker forlader S

Byrådsmedlem Rasmus Vetter fra Vesthimmerland er så utilfreds med sit partis politik på landsplan, at han i stedet - få måneder efter kommunalvalget - har meldt sig ind i SF.

Blot seks uger inde i en ny valgperiode har byrådsmedlem Rasmus Vetter, der i november blev genvalgt til byrådet i Vesthimmerland for Socialdemokratiet, meddelt, at han forlader partiet. I stedet vil han repræsentere SF i byrådet.

Rasmus Vetter, der netop har taget hul på sin fjerde byrådsperiode og tidligere har været daginstitutionsleder, siger, at han “i et stykke tid” har overvejet at skifte parti. 

Utilfreds med partiets linje på landsplan

Han er ikke utilfreds med den socialdemokratiske lokalpolitik, men han synes, at Socialdemokratiet nationalt er “blevet meget hårde på flygtningeområdet”. Han føler sig heller ikke helt på linje med partiets klimapolitik.

- Jeg kunne ikke se mig selv sidde i byrådet de næste fire år som socialdemokrat. Det ville, synes jeg, være uærligt. Men jeg er meget, meget ærgerlig over, at jeg ikke før valget i november tog konsekvensen og skiftede parti. Det er jeg virkelig træt af, for der er tale om overvejelser, jeg har haft også før valget, siger Rasmus Vetter.

Han har “ikke lyst til at forlade byrådet” i utide, og han mener ikke, han svigter de 224 vælgere, der stemte på ham 16. november.

- Her i Aalestrup, hvor jeg bor, har jeg talt med flere, der har stemt på mig. De siger, at de har stemt på mig på grund af mine holdninger, og ikke fordi jeg stod på den socialdemokratiske liste, siger han.

Beslutning bliver kaldt respektløs

I Socialdemokratiet i Vesthimmerland er der skuffelse over Rasmus Vetters beslutning. Formanden for kommuneforeningen, Herdis Brix, kalder partiskiftet “respektløst både over for vælgerne og partiet, der for få måneder siden har lagt et stort arbejde i at få ham valgt”.

- Jeg synes, det havde klædt Rasmus Vetter at overlade posten til en anden socialdemokrat, siger hun.

Rasmus Vetter meldte sig ind i Socialdemokratiet nogle år før, han for 12 år siden for første gang kom i byrådet. Han har ikke tidligere været medlem af noget parti.

SF’s landsledelse har sagt god for optagelsen af Rasmus Vetter. Viceborgmester Theresa Berg Andersen (SF) føler sig overbevist om, at det nye medlems holdninger flugter med SF’s. Hun glæder sig over, at byrådsgruppen nu vokser fra tre til fire medlemmer og får endnu en erfaren lokalpolitiker med på holdet.

I øvrigt er der tale om den anden ændring i SF-byrådsgruppen inden for få uger. Byrådsmedlem Karen Clausager måtte i januar træde ud af byrådet på grund af sygdom. Hun erstattes af David Rathkjen. Han bliver byrådsmedlem med beskedne 34 personlige stemmer i ryggen.

Tilmed måtte der en lodtrækning til, før pladsen blev hans, fordi en anden SF-kandidat havde samme stemmetal. 


Seneste nyt

fra Nordjylland