02:38

Nærpolitistationerne skal genindføres, mener Dansk Folkeparti. Venstre siger nej.

Nærpoliti: DF vil have gammel model tilbage

Nærpolitistationerne skal genindføres. Sådan lyder det nu fra Dansk Folkeparti. Udmeldingen kommer efter de rullende politistationer er kommet ud på de danske landeveje.

Nærpolitistation i Aars er blandt de seks nærpolitistationer, der i 2016 blev lukket i Nordjylland.

Står det til Dansk Folkeparti skal stationernes åbnes igen.

- Desværre er der jo sket det, at mange borgere ikke ser politiet længere ude i de mindre byer. Og det skal vi have lavet om på. Vi vil gerne have, at man er synligt til stede også lokalt. Det var man tidligere, men borgerne oplever i dag, at politiet slet ikke er der i de mindre byer, siger Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti.

Udmeldingen kommer i kølvandet på den massive politiske kritik af de rullende politistationer, som kom på de nordjyske veje i juni 2017.

Læs også Krydstogtskib nummer 100 er kommet til Aalborg

Borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade har tidligere på ugen kritiseret de rullende politistationer.

- Det der er galt, det er, at de skal fungere som noget, der går i stedet for lokale politistationer. Der må vi bare sige, at de her mobile stationer ikke kan erstatte lokale politistationer, som vi har haft igennem mange år, sagde Mogens Gade (V) for et par dage siden.

Hvis man skal ringe efter en rullende patrulje, der måske er 70 kilometer herfra, så er en butikstyv over alle bjerge.

Mogens Kristensen, formand for Aars Handelsstandsforening.

Responstiden på over 20 minutter i Aars
Handelsstandsforeningen i Aars er enig i, at politistationerne på fire hjul kan ikke erstatte nærpolitiet.

- Når man ser politiet dagligt eller man ved, hvor man skal gå hen, så giver det en hel anden form for tryghed, end når man skal læse og se i tv, at der er lavet pop-up politistationer. Det kan vi ikke rigtig bruge til noget, siger Mogens Kristensen, der er formand for Aars Handelsstandsforening.

I Aars er responstiden på 20 minutter og 4 sekunder.

- Hvis man skal ringe efter en rullende patrulje, der måske er 70 kilometer herfra, så er en butikstyv over alle bjerge. Så på den måde, både for os handlende og for borgerne, så savner vi simpelthen nærpolitiet, siger Mogens Kristensen.

Læs også Hvidløgsflute udløste politibesøg

Partiet Venstre mener dog ikke, at genindførelse af nærpolitistationerne er den rette løsning.

- Umiddelbart så er problemet for mig, at borgere i mange områder ikke har den tryghed, som de skal have. Og det tror jeg faktisk bedre kan løses via nogle helt andre rullende politienheder. Nemlig dem, der er i bilerne, siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen.