Nyt slagteri på vej i Aalestrup

Det private slagteri Himmerlandskød investerer nu flere hundrede millioner kroner i et nyt kvægslagteri.

Det er ikke hver dag, at der bliver bygget et nyt slagteri Nordjylland. Men i Aalestrup er opbygningen af et kvægslagteri netop gået i gang.

Torsdag blev første spadestik taget, og forventningen er at det står klart til første slagtning i juli 2022.

- Rent forretningsmæssigt er det den største dag, jeg har haft. Det er helt vildt at kunne få lov til at sætte det her i værk, siger direktør og ejer af Himmerlandskød, Lars Andersen.

Det er det private slagteri Himmerlandskød, der nu investerer flere hundrede millioner kroner i det nye slagteri. Dermed vil Danmark for kun tredje gang på noget nær 50 år få et nybygget kreaturslagteri. Bygningen bliver på 16.000 kvadratmeter, og der bliver kapacitet til at slagte omkring 3500 dyr om ugen.

- Vi har haft god fremgang i vores slagtning henover de sidste 15 til 20 år. Og de rammer, vi har nu er fyldt ud, så hvis vi vil fremtidssikre firmaet Himmerlandskød, så er det nødvendigt med det her tiltag, siger Lars Andersen.

I dag har virksomheden 200 ansatte, men med det nye slagteri vil der komme endnu flere arbejdspladser.

I år forventer Himmerlandskød at slagte 108.000 dyr, en klar vækst i forhold til sidste år, hvor familievirksomheden for første gang rundede de 100.000 kreaturer.

slagteri, Aalestrup
Foto: Himmerlandskød A/S
slagteri, Aalestrup
Foto: Himmerlandskød A/S

Seneste nyt

fra Nordjylland