Sort uheld: Sort kat var skyld i trafikulykke
Foto: Politiet/Kim Matthäi Leland
Den 29-årige fører af bilen var dog også 'uheldig' med en række andre forhold, da han forulykkede på Vestrupvej ved Aars.
At se en sort kat løbe over vejen bringer uheld, siger et gammelt ordpsprog.
Ordsproget fik nyt liv fredag morgen, da en yngre mand fik netop uheldet at føle i sit møde med en sort kat.
Den 29-årige mand kom ved 7-tiden kørende ad Vestrupvej ved den lille landsby Vestrup sydøst for Aars.
Pludselig løber en sort kat over vejen, og i sin iver for at undgå at køre den ned, foretager han en undvigemanøvre.
- Det ender så desværre med, at mandens bil ryger i grøften i venstre side af vejen, fortæller vagtchef ved nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.
Manden kom kun lettere til skade og blev kørt til behandling på hospitalet.
Kørte uden kørekort med stjålne nummerplader
Den sorte kat havde altså bragt uheldet med sig - men missekatten skal dog ikke have hele skylden.
Den 29-årige mand, der til daglig bor i Tønder, viste sig at være påvirket af narkotika. Det viste en test, betjentene tog på ham på stedet.
For at fastslå den endelige mængde narko i hans blot, blev han kørt til politistationen for at få udtaget en blodprøve.
Hans narkokørsel var ikke det eneste, der belastede den unge mand i hans møde med politiet. Han havde heller ikke noget gyldigt kørekort og kørte i en bil med stjålne nummerplader.
- Der er mange ting, der er gået galt her, det må man sige, lyder det fra vagtchef Karsten Højrup Kristensen.