Stig genanvender plast: - Vores forretning er fem-doblet på et år

Grønne virksomheder har det godt i Vesthimmerlands Kommune. Kommunen scorer nemlig 6. højest på landsplan og højst i Nordjylland i Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed.

Lugten af varm, næsten brændt, plastik gennemsyrer luften i produktionshallen hos Genplast i Farsø. Mellem store bigbags fyldt med genanvendt plastikgranulat står fabriksmaskinen og spiser brugt plastik i den ene ende, og spytter små runde stykker brugbart plastik ud i den anden.

- Vi har så travlt, at vi nærmest ikke kan følge med. 

Sådan lyder det fra Stig Nielsen, som er manden bag virksomheden Genplast. Han startede firmaet for over tyve år tilbage, og lige siden har virksomheden omdannet brugt og beskadiget industriplast til brugbart plastikgranulat, der igen kan indgå i en ny plastikproduktion. 

- Vi giver plastik nyt liv, siger Stig Nielsen, hurtigt, inden han fortsætter:

- Hver gang du genanvender et kilo brugt plast, sparer du 2,5 kilo CO2, så det giver jo god mening, ikke bare for os, men også for klimaet. 

Selvom virksomheden har eksisteret i over 20 år, er der kommet særligt tryk på de seneste år. 

- Jeg vil gætte på, vi har vokset med omkring 500 procent bare i det sidste år, fortæller Stig Nielsen.

quote Med de mængder plast, der er i Danmark i dag, så er der brug for rigtig mange "Genplast".

- Stig Nielsen, ejer, Genplast

Kommunalt samarbejde baner vejen

Den store vækst skyldes blandt andet at Genplast har indgået et samarbejde med Vesthimmerlands Kommune, Reno Vest og andre Vesthimmerlandske foretagender, om at få genanvendt så meget plastik som muligt. 

- De rammer, Vesthimmerlands Kommune har givet os, har jo betydet, at vi ikke har unødvendige forsinkelser i forhold til den hastighed, vi vil udvide vores forretning på, siger Stig Nielsen til TV2 Nord. 

Og noget tyder på, at det ikke er tilfældigt, at Genplast har gode betingelser i netop Vesthimmerlands Kommune. 

Ifølge årets udgave af Dansk Industris rapport om kommuners erhvervsvenlighed, ligger Vesthimmerlands Kommune på en 1. plads i regionen og en 6. plads i Danmark, når det kommer til den grønne udvikling.

Det vækker glæder på borgmesterkontoret i Aars.

- Det er et bevidst ønske for os i Vesthimmerland, at vi vil blive bedre til at omstille både os selv som kommune, men også vores private virksomheder til en mere bæredygtig fremtid, siger Per Bach Laursen, borgmester i Vesthimmerlands Kommune. 

Tæt samarbejde og åben dialog er ifølge borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune nøglen til de gode resultater.
Tæt samarbejde og åben dialog er ifølge borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune nøglen til de gode resultater.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

En af de ting, Stig Nielsen fra Genplast fremhæver om samarbejdet med Vesthimmerlands Kommune er, at der er hurtig respons fra kommunen. Og det er ifølge Vesthimmerlands Borgmester heller ikke tilfældigt.

- Vi tror på, at tæt dialog både gavner virksomhederne og kommunen. 

Mariagerfjord Kommune: - Vi skal oplyse bedre

Men hvor der er topscorer, må der også være det modsatte. Og man skal kun krydse kommunegrænsen en enkelt gang, før virkeligheden ifølge DI's undersøgelse er en ganske anden. 

Mariagerfjord Kommune ligger nemlig på en 43. plads på landsplan, ud af i alt 93 kommuner i undersøgelsen.

Og det undrer borgmester Mogens Jespersen.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi er med lige så langt fremme som vores kollegaer. Vi er faktisk gået sammen med Vesthimmerland om mange af tiltag på tværs af kommunegrænser sammen med øvrige nordjyske kommuner. Så jeg tror, vores placering bunder i, at vi måske ikke er så dygtige til at fortælle, hvad vi har gang i, siger Mariagerfjords borgmester.

Borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, erkender, at der venter en opgave for kommunen i at øge indsatsen for grønne virksomheder.
Borgmester i Mariagerfjord Kommune, Mogens Jespersen, erkender, at der venter en opgave for kommunen i at øge indsatsen for grønne virksomheder.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Derfor har Mogens Jespersen en enkelt opgave fremover.

- Oplysning, oplysning, oplysning om hvad vi gør. For vi gør også meget for at sikre den grønne omstilling, men vi skal selvfølgelig gøre endnu mere. 

Tilbage i produktionshallen i Farsø render Stig Nielsen ikke tør for genbrugsplast foreløbigt.

- Med de mængder plast, der er i Danmark i dag, så er der brug for rigtig mange "Genplast", siger indehaveren, inden han fortsætter med et smil:

- Så vi ekspanderer.

Morsø og Thisted ligger også flot

Dansk Industris årlige undersøgelse har også set på andre forhold. Den viser blandt andet også, at Morsø Kommune ligger nummer 11 blandt alle danske kommuner og nummer 1 i Nordjylland, når det gælder erhvervsvenlighed.  Thisted Kommune er i lige hælene på Mors, og med placeringer som nummer 11 og 13 har Thy og Mors slået et stort hul til de andre nordjyske kommuner.


Seneste nyt

fra Nordjylland