Trafikuheld: Undsluppet æsel skaber trafikale problemer
Foto: Kim Haugaard / Ritzau Scanpix
Et æsel er fredag eftermiddag sluppet ud af en indhegning, og det har ført til et færdselsuheld.
Et æsel skaber fredag eftermiddag trafikale udfordringer på Løgstørvej mellem Nibe og Løgstør.
Ifølge Nordjyllands Politi skulle æslet omkring klokken 15.52 være løbet ud på vejen. Det fik en bilist til at bremse hårdt op, og efterfølgende kørte en bil op bagi den bremsende bilist.
- Vi har et æsel, der render rundt derude, og det er vi nødt til at gøre opmærksom på. Vi har fået fat på ejeren, og nu arbejder vi på at få æslet indfanget, siger vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.
Ifm. færdseluheldet måtte personbil foretage opbremsning for æsel på kørebanen og blev herefter ramt bagfra af bagvedkørende. Æselet ikke indfanget. Kør forsigtigt. Vagtchefen #politidk
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) November 22, 2019
Uheldet skulle mere præcist være sket mellem byerne Farstrup og Barmer. Ifølge vagtchefen er en person kommet lettere til skade ved ulykken.
- Vi er til stede dernede og trafikken glider fint, men vi opfordrer til, at folk kører forsigtigt dernede, fordi æslet stadig er løst, siger vagtchefen.