Vær opmærksom: Mulig tyvebande på spil i Vesthimmerland
Nordjyllands Politi opfordrer borgere i Vesthimmerland til at være vågne og straks reagere, hvis de ser noget mistænkeligt. De har nemlig mistanke om, at en tyvebande er på spil i området.
Flere tyverier fra varebiler får politiet til at tro, at der er en tyvebande på spil i området omkring Aars.
Nordjyllands Politi opfordrer borgere i Vesthimmerland til at være ekstra vågne og straks reagere, hvis de ser noget mistænkeligt.
Fem gange indenfor de seneste dage er ukendte gerningsmænd nemlig brudt ind i varebiler og har stjålet værktøj fra bilerne.
- Vi mener, at der kan være tale om omrejsende udenlandske kriminelle, der i øjeblikket er aktive i området omkring Aars, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Selvom politiet altså har en mistanke om, at det er udlændinge, der står bag, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de kører i udenlandske biler.
- Vi har grund til at tro, at de bevæger sig rundt i danske biler, siger Anders Uhrskov.
Tyverierne er foregået ved, at gerningsmændene har knust en siderude eller har skåret hul i døren under låsen.
Mellem 16. og 17. oktober gik det ud over tre varebiler, som holdt parkeret på Solvænget. Her blev der stjålet en større mængde værktøj – blandt andet en slagboremaskine, skruemaskiner, en rotationslaser, en slagnøgle, batteriværktøj og kasser med el-materiale.
Desuden blev en varebil på Hans Egedes Vej brudt op mellem 16. og 17. oktober, og her fik gerningsmændene fat i værktøj.
En varebil har derudover fået knust sideruden mellem 12. og 17. oktober på Højtoften. Der blev stjålet elværktøj, en bærbar computer og en iPad.
- Der kan komme flere tyverier til i de kommende dage i takt med, at folk kommer fra ferier og fridage, siger vicepolitiinspektøren.
Ser man noget mistænkeligt, skal man kontakte politiet på 114.
GODE RÅD MOD TYVERI FRA VAREBIL
• Undgå at opbevare dyrt værktøj og udstyr i din varevogn
• Lad vær med at parkere på øde, mørke steder uden trafik
• Parker i en garage – eller et sted, hvor det er svært at komme til varevognens side- og bagdøre
• Sørg for, at man ikke kan kigge ind i varerummet udefra.
• Sørg for, at varerummet ikke kan åbnes fra førerkabinen
• Installer gerne særligt sikringsudstyr, fx vinduesgitre og sikkerhedslåse
• Mærk dit værktøj – synligt eller usynligt
• Sæt klistermærker (både på dansk og engelsk) på din bil, hvor der står, at værktøjet er mærket.
• Fortæl politiet, at du dit værktøj er mærket, hvis du udsættes for tyveri
• Og hav gerne en ajourført liste over dit værktøj med mærke, serienummer – tag eventuelt billeder af dit værktøj.