Veganer på udebane: Line blev inviteret på gårdbesøg
Kan dyrevelfærd gå hånd i hånd med et konventionelt landbrug anno 2017. Veganeren Line Arvidsson siger nej, men landmand Henrik Dalgaard ville gerne overbevise hende om det modsatte.
Det skabte stor debat, da TV2 Nord i en artikel og et TV-indslag 30. januar kunne fortælle at de nordjyske supermarkeder oplever at flere og flere efterspørger veganske varer som erstatning for de animalske.
På Facebook var der vild debat om den veganske livsstil, og mens flere erklærede sig enige med indslagets hovedperson Line Arvidsson fra Aalborg fik hendes udmeldinger om at grise og køer fra konventionelle landbrug ikke behandles på en måde, hun kan støtte, flere landmænd til at reagere.
En af dem var Henrik Dalgaard fra Aars, der kort efter indslaget var blevet sendt, inviterede veganeren Line Arvidsson ud på sin konventionelle gård med 700 malkekvæg for at give hende et nuanceret indblik i livet på en gård.
- Jeg tror ikke, jeg får hende til at spise kød, men jeg håber hun får et indblik i hvordan vi driver det herude, for vi er faktisk rigtig stolte af det vi laver, sagde Henrik Dalgaard inden Line Arvidsson kom på besøg.
Line Arvidsson blev veganer for et år siden, fordi hun havde problemer med maven, men siden da er hendes livsstilsændring også blevet til et kamp for øget dyrevelfærd. Inden besøget på Henrik Dalgaards bedrift i år forventede hun ikke at blive overrasket i forhold til hvad hun vidste på forhånd.
Fremme på gården, tager hun og Henrik Dalgaard en gåtur gennem de store stalde. Line Arvidsson ser, hvordan hver ko har sin egen hvileplads, hører hvordan de nyder at blive malket og taler med Henrik Dalgaard om hvordan deres etiske opfattelser på centrale områder er forskellige.
- Nu forholder jeg mig bare til, hvad jeg synes er etisk rigtigt, siger Line Arvidsson, der ligesom hun forestillede sig det i hjemmet i Aalborg synes hver ko har meget lidt plads.
- I forhold til den etiske forestilling du har, skal man jo også have en forretning, og det er deri der kan være divergerende opfattelser, svarer Henrik Dalgaard.
Alt foregår i fred og fordragelighed, og efter godt en times besøg hos Henrik Dalgaard vender Line Arvidsson igen næsen mod Aalborg. Klogere på hvordan et moderne landbrug drives, men stadig ikke overbevist om at dyrevelfærden er helt i top.
- Der er helt sikkert nogle landbrug hvor dyrene har det værre end de har her, men det ændrer stadig ikke min holdning til, at de her dyr bare bliver slagtet, siger Line Arvidsson.