muted

Af Camilla Thorup Christoffersen

Det tynde øl - fire kvinders kamp for et nyt liv

Hvert år kommer flere tusinde immigranter til Danmark - udvekslingsstuderende, flygtninge, expats. Nogle får betegnelserne velfærdsturister og østarbejdere. Men hvem er de, alle de mennesker, der har modet til at hive sig selv op ved rode, sige farvel til venner og familie og flytte til et land, hvor kulturen, sproget, humoren, maden er fundamentalt anderledes? Hvor hver eneste dag er en kamp for at passe ind og bygge et nyt liv op? Det her er historien om fire kvinder med et ganske særligt mod.

Første kapitel - Flaida

Fra Filippinerne til Gandrup

Dansk mad er det nemmeste i verden at lave. Hovedingredienserne er salt, peber og løg. Nogle gange lidt paprika. Og masser af kød.

Flaida griner, mens hun remser det op for sig selv, dér i køkkenet, hvor hun har fundet lige præcis de ingredienser frem til aftensmaden til sin familie. 

Hun har boet i Danmark i 25 år. Hun har for længst vænnet sig til maden med dens hakkebøffer og  brune sovs. Hun har taget sproget til sig, taget en uddannelse som pædagogmedhjælper, fået et job og skabt en tilværelse i Gandrup. Hun har sammen med den mand, hun forlod Filippinerne for i 1992, fået tre børn.

Flaida er kort sagt faldet til i Nordjylland. Det er blevet hjem. Hun er blevet lykkelig. 

- Det er her, jeg hører til nu, siger Flaida. 

 

Men det har været svært. I begyndelsen ville hun hjem cirka en gang om måneden, så meget gnavede hjemveen i hende, selv om hun var forelsket og nygift. Dengang var alt fremmed, og hun skulle begynde helt forfra.

Hendes tilhørsforhold er et, der er blevet bygget op igennem 25 år, mens Flaidas savn efter sit varme hjemland, efter sit gamle sprog og efter sin familie lige så stille er smuldret. 

Andet kapitel - Alexandra

- Jeg troede ikke, det ville blive så svært

Så langt er Alexandra ikke nået i sin rejse. Hun sidder morgenhævet og træt, med øjne der bare er små sprækker, i sin lille lejlighed i Aalborg og streger passager på et stykke papir over med grøn tusch. Det har været en lang nat med for meget læsning og for lidt søvn. 

 

Hun skal til eksamen i dag på UCN, hvor hun læser ledelse og marketing. En uddannelse, hun har været i gang med i fem år nu, og som er årsagen til, at hun rejste væk fra sin familie og sin kæreste i Ungarn. 

For Alexandra er dagene stadig svære at komme igennem. De er fyldt med savn og Skype-opkald. Men det er blevet bedre - den første måned i Aalborg græd hun hver eneste dag.

- Jeg troede ikke, det ville blive så svært. Men man er bare nødt til at prøve. Der er ikke andet at gøre, siger Alexandra. 

 

Vinden er hård, mens hun går turen gennem byen, fra sin lejlighed til UCN. Hun finder eksamenslokalet. Sætter sin computer op. Går oplægget igennem i sit hoved en sidste gang.

Det første stykke tid boede hun sammen med en anden pige fra Ungarn. Men hun er taget hjem igen for længe siden. Det var for svært for hende at være her. Alexandra forsøgte at overtale hende til at blive og gøre uddannelsen færdig, men det hjalp ikke.

Så det har været op til Alexandra selv at overkomme sin generthed og begynde at opbygge relationer til nye mennesker i en fremmed by. 

 

Hun gør det, fordi hun ved, hun er nødt til det. Dels for at få sin uddannelse, dels for at lære noget om sig selv. Når hun engang rejser hjem, vil det være med et nyt perspektiv, en lektie hun ikke ville kunne have lært, hvis hun var blevet hjemme.

muted

Tredje kapitel - Dewi

Oversygeplejersken, der måtte starte forfra

- Endelig. Endelig.

Dewi breder armene ud og hendes veninde lader sig favne på vej op ad trappen til Dewis lejlighed i Thisted. Endelig, endelig - et lille stykke af Dewis hjemlands kultur. Et lille stykke af Indonesien lige her i kolde Danmark.

Det er fem år siden, hun forlod det.

 
 
Foto: Nadissa Haynes-Pedersen

Det var forelskelse, en vanvittig hovedkulds én af slagsen, der fik Dewi til at rejse fra Indonesien og først til Grønland i tre år, siden til Danmark.

Hendes forlovede var bekymret for hende, før hun tog springet. Hvordan ville overgangen fra Indonesiens varme til Grønlands nærmest permanente kulde blive for hende?

Men klimaet skulle vise sig ikke at blive det sværeste - sproget spændte mere ben. Dewi gik fra at være oversygeplejerske på et sygehus i Indonesien til at være nødt til at observere på hospitalet i Grønland. Hun forstod ikke, hvad der blev sagt mellem personalet og patienterne, vidste ikke, hvordan hun skulle kommunikere.

Sådan kan hun stadig have det. 

 

Men Dewi har bestemt sig for at kæmpe sig tilbage. Og for at se det gode i de steder, hun er. Uanset om det er Grønland eller Danmark. 

- Det her er mit liv nu. Der er plusser og minusser ved alle steder. Men jeg ser efter lykken. Og så længe jeg er det sted sammen med min mand, er det godt, siger hun.

 

 

muted

Fjerde kapitel - Shivani

- Jeg savner farverne i Indien

Hver morgen kører Shivani fra Aalborg til Skejby. Om eftermiddagen retur igen. Som regel med indisk musik buldrende ud af højtalerne.

I et Danmark, der er gråt det meste af tiden, er det hendes farverige pust fra det Indien, hun forlod i 2010 for at fordybe sig i den menneskelige genetik på Aarhus Universitetshospital.

- Det er det, jeg savner mest. Farverne, siger Shivani.

 

Hun har været her i otte år. Otte år, hvor hun har kæmpet for hver eneste relation, hvert eneste venskab. Kæmpet for sit job og for at få lov til at blive. Der er ikke meget, der skal fejle, før hele hendes tilværelse her ramler, og hun kan være nødt til at rejse hjem.

- Men undervejs på rejsen standser man også op og opdager, at man har fået nogle skuldre at græde ud ved, ligesom man selv er blevet en skulder at græde ud ved, siger Shivani.

Alligevel tager hun stadig sig selv i at savne sin familie til at dele glæderne med, når noget går godt. 

 

Også fordi danskerne tit trækker sig, så snart samtalen skal foregå på andet end dansk. Det opdagede Shivani ved et bryllup, hvor en mand faktisk fysisk forsøgte at flytte sig fra hende. Sådan noget er man nødt til at grine af, så det gør Shivani.

Til gengæld hun kunne ønske sig, at lige så vel som hun og alle andre, der kommer til Danmark, skal forberede sig på mødet og indstille sig på en anden kultur, at danskerne også blev forberedt. At de blev bedre i stand til at møde fremmede og favne alt det, de kommer med. 

muted

Femte kapitel - Flaida

- Man skal deltage aktiv

25 år. Mere end halvdelen af sit liv.

Så længe har Flaida været i Danmark nu. Med tiden er hendes gamle sprog forsvundet. Hendes dansk er stadig syngende og grammatisk fyldt med fejl, så hendes tre børn retter hende - men det er hendes sprog. Danmark er hendes land.

Der er ikke noget, der er kommet let. Hvert eneste venskab, hver eneste relation har hun været nødt til at arbejde for. Men sådan er spillereglerne, mener hun. 

 

- Man skal være aktivt deltagende. Arrangere at komme ud af sit hjem og være sammen med mennesker. På den måde lærer man også, hvordan det er at være i Danmark.

Flaidas savn efter Filippinerne er der endnu, men på 25 år har hun kun været "hjemme" tre gange. Især efter hendes forældre døde har hendes interesse efter flere ture været dalende.

For det er jo her, hun er. Det er her, hendes hjem er og har været det i så mange år nu. Her, hendes børn er vokset op.

Her, hun nu fejrer sit sølvbryllup med den mand, der fik hende til at tage det største skridt i sit liv - at krydse oceaner og begynde helt forfra. Det har været det hele værd.

muted

Denne artikel er blevet til på baggrund af dokumentaren "Det tynde øl" af Nadissa Haynes-Pedersen. Du kan se hele dokumentaren her.