48-årig mand fængsles i fire uger: Forsøgte at skære benet af mand

Retten i Aalborg valgte mandag eftermiddag at varetægtsfængsle en 48-årig mand. Han sigtes for legemsbeskadigelse og besiddelse af narko.

En særdeles voldsom og bizar sag fik mandag eftermiddag skrevet et nyt kapitel. Retten i Aalborg valgte at varetægtsfængsle en 48-årig mand. Han er sigtet for besiddelse af narko og legemsangreb af særdeles grov karakter. 

Episoden fandt sted fredag aften, da en 41-årig mand blev fundet i sin bil med voldsomme skader på sit ene ben. Den 41-årige mand kom hurtigt på hospitalet og fik behandling - en hurtig hjælp, der muligvis har reddet mandens liv på grund af et voldsomt blodtab, da hans ene lægmuskel var skåret helt over. 

Da politiet senere besøger en adresse som den 41-årige sender dem til, finder de den 48-årige mand, hvor han også er i besiddelse af store mængder af forskellige typer narkotika. 

- Han erkendte narkoforholdet og delvist det andet forhold. Han erkendte at have påført skaderne på den 41-årige, men hævder, at det foregik i nødværge, fortæller anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg. 

Dagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning i sagen. Derfor er både anklager Thomas Klingeberg og forsvarer Gitte Juul Jensen meget sparsomme med at give oplysninger i sagen.

Manden er sigtet efter straffelovens §245, der lyder: 

  1. Den, som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.

Den sigtede kærede ikke rettens dom. Det næste retsmøde i sagen finder sted mandag den 13. november. 


Seneste nyt

fra Nordjylland