AaB-kollaps i Odense: Taber 4-0 til Kent Nielsens tropper
Foto: Claus Fisker, Scanpix
AaB blev spillet ud af banen, da de mandag aften mødte OB på udebane.
Bedst som man troede AaB var ved at sikre sig pladsen i mesterskabsspillet og lægge afstand til forfølgerne blamerede den nordjyske Superliga-trup sig mandag aften mod OB. På udebane tabte AaB nemlig hele 4-0 mod fynboerne, og det flotte spil, man har kunnet opleve i de to kampe mod Silkeborg og i 2-1-sejren mod AGF var afløst af store vanskeligheder med at spille sig igennem til chancer og i pauvert forsvarsspil hvor OB fik alt for god plads.
AaB var ikke totalt uden chancer, men de tre bolde nordjyderne fik sendt mod mål blev alle afværget mens OB modsat fik næsten fuld valuta af deres fem skud på kassen.
Casper Nielsen indledte OB's målfest efter 27 minutters spil. En lang dribletur hvor den tidligere Esbjerg-spiller satte flere AaB-spillere af endte med en kølig afslutning forbi Nicolai Larsen, og så stod der 1-0.
1. halvleg var ellers en rimelig lige affære og Jakub Sylvestrs store mulighed, som Sten Grytebust fik reddet med fingerspidserne kunne måske have givet kampen et andet forløb. Istedet blev det OB der styrede spillet og med tre mål i anden halvleg var fynboernes sejr fuldt fortjent.
Joan Edmundsson blev dobbelt målscorer med målene til 2-0 og 4-0 efter henholdsvis 62 og 80 minutter. Imellem de to scoringer var det den tidligere AaB'er Rasmus Jönsson, der fik scoret til 3-0.
Med nederlaget må AaB overgive den afgørende sjetteplads til Randers FC, der som AaB har 32 point, men en bedre målscore. OB derimod fik lagt afstand til bunden hvor Viborg nu er alene på den direkte nedrykningsplads med 22 point.
AaB skal i aktion igen den kommende mandag når FC Midtjylland kommer til Aalborg.
H.P. Rytter: Det er først bekymrende, når man ikke skaber chancer
TV2 Nords sportsekspert Hans Peter Rytter ser ikke AaB's store nederlag til OB som et stort søm i kisten på drømmen om at gå i mesterskabsspillet, men det er klart at holdet i de to sidste kampe inden fårene skilles fra bukkene skal levere på banen.
- Med de to sejre man har vundet var man jo ikke tvunget til at vinde den her, og på forhånd havde jeg været glad for en uafgjort, sagde Rytter i TV2 Nords nye sportsmagasin Puls mens AaB var bagud, men stadig i live i kampen mod de blåstribede.
- På forhånd har jeg sagt at af de fem kampe de har her i foråret skal de vinde tre, spille en uafgjort og så kunne de tabe en. Den i dag kan være den de taber, men så skal de nok også ud og have fire point i de to sidste, lød analysen fra Rytter.
Han vurderer at AaB har været dygtige, men også heldige at vinde de seneste tre kampe mod AGF og Silkeborg.
- De scorer i sidste minut mod AGF, og så møder de et Silkeborg-hold i to kampe, der hverken kunne stikke eller bekende. De var horribelt ringe i forsvaret. Selvfølgelig er det dejligt, at der er to gutter der blæser tre mål ind i hver kamp, men det lægger jeg måske ikke så meget i. Jeg lægger noget i at de stadig skaber målchancerne og så har jeg det ligesom i sidste sæson, at så længe man skaber chancerne, så skal de nok blive sparket ind på et eller andet tidspunkt. Det er først bekymrende, når man, som det skete sidste efterår, ikke skaber chancerne mere. Så har man et problem. Om man vinder den enkelte kamp - det er selvfølgelig afgørende nu - men i det lange løb betyder det ikke så meget.