Aalborg er blevet verdenskendt for sine gavlmalerier

Endnu en verdenskendt kunstner gæster Aalborg for at male et gavlmaleri.

Et hoved med en kasket. 

Længere er Case Maclaim ikke nået, da vi besøger ham ved en husgavl på Hobrovej i Aalborg. I denne uge arbejder den tyske kunstner på et gavlmaleri i byen, og dermed fortsætter byen med at tiltrække anerkendte kunstnere til at lave kunst på mursten, og ikke mindst sætte Aalborg på verdenskortet.

- Denne her gang maler jeg en af mine kunstnerkollegaer og venner Curtis Hylton. Han var i Aalborg i sidste uge. En kunstner, der maler en kunstner, forklarer den tyske kunstner Case Maclaim.

Case Maclaim er verdenskendt for sine gavlmalerier. 

Han har en fuldtidsansat assistent til at tage sig af planlægningen, og kalenderen er fuldt booket indtil jul. Og så kan han godt lide at male i Aalborg.

- Helt ærligt, så er det dejligt at være tilbage. Det er en dejlig by i den nordlige del af Danmark. Det er skønt, smiler Case Maclaim.

Galvmalerierne er på National Geographic

Case Maclaim malede i 2020 en gavl i Vejgaard. Motivet var en pige, der ikke var blevet færdig med at kæde sig ud som klovn. Det var dengang corona aflyste karnevallet. Også denne gang er det Gallery Kirk, der har hentet Case Maclaim til Nordjylland. Galleriet står bag projektet "Out In The Open," der siden 2014 har hentet internationalt kendte streetart kunstnere til Aalborg for at male på byens gavle.

- Jeg synes jo, det er fantastisk, at få Aalborg på verdenskortet. At man har fået øje på os ude i verden på den her måde, siger Lene Kirk.

I søndags havde den verdensomspændende TV kanal National Geographic premiere på en ny programserie. Blandt andet om gavlmalerierne i Aalborg. Aalborg er nu international anerkendt for sin såkaldte streetart.

- I dag når vi kontakter kunstnerne, så siger de ja. De kender udmærket vores arbejde. De vil gerne komme, fortæller Lene Kirk.

Hver kunstner bruger i gennemsnit 10 dage på et gavlmaleri. Case Maclaim er kun på tredjedagen. Han håber, nordjyderne kommer til at nyde værket, når de i fremtiden kommer ind af Hobrovej.

- Alle kommer med deres egen fortolkning af maleriet, fordi vores livserfaring er forskellig. Det du ser, er din egen fortolkning af, hvad du har oplevet i livet. Jeg er sikker på, at alle får en historie ud af det her maleri, slutter Case Maclaim.

Enjoy Nordjyllands hjemmeside kan man finde en liste over de udendørs kunstværker samt et forslag til en rundtur i Aalborg, så man kan se dem alle.


Lene Kirk fra Gallery Kirk står bag projektet "Out in the Open" med flere gavlmalerier rundt omkring i Aalborg.
Lene Kirk fra Gallery Kirk står bag projektet "Out in the Open" med flere gavlmalerier rundt omkring i Aalborg.
Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord



Seneste nyt

fra Nordjylland