Aalborg Håndbold knytter stærk nordmand endnu et år

Aalborg Håndbold har forlænget kontrakten med norske Sebastian Barthold, der nu bliver i Nordjylland til sommeren 2020.

Norske Sebastian Barthold får lov til at husere minimum et år mere på venstre fløj hos Aalborg Håndbold. Parterne har netop forlænget aftalen, der betyder at den stærke fløjspiller er at finde i den nordjyske klub til sommeren 2020. Det oplyser Aalborg Håndbold i en pressemeddelelse.   

I fraværet af Buster Juul, der grundet en skade har siddet ude de seneste mange måneder, har den norske substitut for alvor vist sine kvaliteter for Aalborg Håndbold. Og fløjspilleren håber at kunne bidrage yderligere den kommende sæson i det nordjyske. 

- Jeg er utrolig glad for at have forlænget samarbejdet, så jeg kan fortsætte min håndboldkarriere i Aalborg. Efter pokaltitlen har jeg fået smag på endnu mere, og jeg glæder mig til de kommende udfordringer, hvor vi skal være med til at kæmpe om flere titler, siger Sebastian Barthold.

27-årige Sebastian Barthold står noteret for 112 mål i håndboldligaen i denne sæson, og det gør ham til den næstmest scorende spiller i Aalborg Håndbold. Kun overgået af islandske Omar Ingi Magnusson. Læg dertil en pæn scoringsprocent på 73. 

Det er derfor også en glad Aalborg-direktør, der har sikret sig det stærke kort på venstrefløjen endnu en sæson.

- I denne sæson er Sebastian for alvor trådt i karakter, og han har utallige gange vist prøver på sit store talent. Jeg er derfor naturligvis rigtig glad for at have forlænget samarbejdet med ham og ser frem til, at vi fortsat kan nyde godt af Sebastians mange kvaliteter, siger direktør Jan Larsen.

Sebastian Barthold står noteret for 29 kampe for det norske håndboldlandshold. 


Seneste nyt

fra Nordjylland